Fortsæt til indhold

Fællessangen fylder os alle med glæde og minder

Adventstiden er fyldt med sang og musik, som næsten kan give os vinger

Samfund
Sognepræst John Friis Løvschal

Sang og musik spreder glæde og giver livsmod. Sang og musik sletter skel og grænser. Det er ikke blot en påstand, det er videnskabeligt bevist, at sang og musik påvirker vores glædes hormoner.

Vi lytter på tværs, og man spiller sammen og synger sammen på tværs af grænser. Kort sagt, så bindes vi sammen gennem musik og sang.

Der er meninger og tanker bag musik, og den kan bruges til at fremme forskellige følelser, skal vi slappe af, være spændte, forelskede, vrede med mere.

Hvad ville film egentlig være uden et stort symfoniorkester til at fremme forståelsen. Ja, i filmenes barndom, da var det pianisten i biografen, der måtte skabe glæde, spænding, sorg og vrede med mere alene ved hjælp af klaveret.

Musik fylder bare mere og mere i menneskers liv. Hvor ofte ser vi ikke mennesker, der går rundt med små høretelefoner, så de kan lytte til musikken, mens de er i butikscentre, kører på cykel eller går tur i naturen for at få frisk luft og lytte til? Ja, der undrer jeg mig, for naturen har så mange livgivende lyde, sin egen musik, som vi kan lytte til.

Tonerne kan flytte os langt, men når der også kommer tekst på, ja så får vi næsten vinger, så vi kan flyve. Vi flyttes emotionelt af tekst og musik.

Her tænker jeg også på fællessang, for fællessang samler og løfter, ja det er svært at være sur på en anden ret længe, når vi synger sammen. Vi forliger os med hinanden gennem sangen.

Nogle siger så, at de ikke synes, at de synger så godt, ja de synger endog falsk. På trods af det, så binder det alligevel sammen på en helt fantastisk måde.

Vi mærker nok alle her i december, hvordan den kendte musik fra ud- og indland møder os over alt, og mange nynner med, ja, mange, som ellers ikke synger, synger nu med. De gamle julesange og salmer og de engelske christmas carols.

Adventstiden er fyldt med sang og musik. I langt de fleste hjem synges der fællessang, nemlig julesange og salmer. Her er det, at sangen får rigtige vinger, for fællessangen her fylder os alle med glæde og minder uanset om det lyder godt.