Send flere penge
Bünyamin Simsek (V) vil have flere penge til klimatilpasninger og mener, at en ny engsø til 30 millioner er påkrævet
Den massive regn over Østjylland i februar har kostet flere oversvømmede hjem, haver og veje med efterfølgende lukninger til følge i Aarhus.
Den kritiske situation flere steder i kommunen får nu Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø, til at bede byrådet om at bevilge flere penge til hans magistrat, så Aarhus kan rustes bedre til kommende hændelser med voldsomt vejr.
I en pressemeddelelse beder han byrådet afsætte flere penge til klimatilpasninger, og han foreslår, at en stor del af de penge bruges på at lave en ny engsø og forebygge oversvømmelser af de vigtigste veje i kommunen.
"Vi har i flere år arbejdet systematisk med at klimasikre Aarhus, men vi skal være endnu mere ambitiøse, hvis vi for alvor skal kunne dæmme op for de store vandmængder, vi givetvis kommer til at tumle med i årene fremover," siger Simsek.
Engsø i Aarhus N
Pengene skal blandt andet bruges på at indkøbe landbrugsjord, så der kan etableres flere vådområder/engsøer i ådalene, så vandet forsinkes på dets vej gennem åsystemet.
Rådmanden foreslår som det første en ny engsø ved Hede Enge, som ligger ved Lystrupvej og Egå Engsø. En sø, der anslås at koste 30 millioner kroner at etablere, men kan hjælpe som værn mod oversvømmelser og gavne biodiversiteten.
"Det bliver dyrt, og vi kan ikke gardere os mod alle hændelser, så vi skal bruge pengene klogt. Derfor forslår jeg blandt andet, at vi etablerer flere engsøer, som kan forsinke vandet, så det ikke oversvømmer midtbyen. En oversvømmet midtby kan koste os milliarder af kroner, så vi er nødt til at handle nu, og jeg opfordrer derfor byrådet til hurtigst muligt at afsætte flere penge til klimatilpasninger," siger Bünyamin Simsek.
120 mio. på veje
Skal der etableres flere engsøer, kan det altså blive noget af en udskrivning for kommunekassen, og det vil vejsikring også blive.
Ifølge rådmanden vil de tiltag, der ifølge ham er mest nødvendige, koste op mod 120 millioner kroner.
"Vejlukninger kan være særdeles kritiske for cyklister, den kollektive trafik og bilister. Vores analyser har udpeget en række veje som særligt kritiske i forhold til oversvømmelser. Vi er nødt til at investere i en lang række af tiltag på de kommunale veje, så vi minimerer risikoen for oversvømmelser," siger Simsek, som også foreslår, at der bliver lavet analyser af, hvad der bedst kan betale sig at bruge penge på.