Fortsæt til indhold

Retter udbredt misforståelse: Stinkende vand på Strandvejen er IKKE kloakvand

Både Aarhus Vand og Aarhus Kommune kan afkræfte, at det var kloakvand, der pludselig oversvømmede Strandvejen

Samfund
Danni Paulsen

Da vand i enorme mængder onsdag eftermiddag pludselig væltede ned fra Mindeparken og ned til Strandvejen, en af Aarhus' store trafikårer, så var det noget, der vakte mediernes interesse - både lokalt og nationalt.

Og vandet lugtede fælt, så adskillige medier konkluderede, at der var tale om kloakvand. Lokalavisen Aarhus var også tæt på - men kun tæt på.

Nu er det dog fastslået, at der er tale om en udbredt misforståelse.

Der var ikke kloakvand, bekræfter Aarhus Vand og Aarhus Kommune over for Lokalavisen Aarhus.

"Nej, det er det ikke. Det kan jeg godt afkræfte," siger Hans Rasksen, tilsynsførende formand hos Trafik og Veje i Aarhus Kommune, straks.

Han er citeret hos flere medier, men ikke for at der skulle være tale om kloakvand, så hun undrer sig over misforståelsen.

Havde det været kloakvand, så havde problemet været Aarhus Vands. Men det er det ikke, oplyser pressechef hos Aarhus Vand, Jan Tøibner, som dog fortæller, at man har haft medarbejdere tilstede for at hjælpe.

"Det er vandet fra et skovbassin i Mindeparken, som er et kommunalt anlæg. Det er ikke spildevand, men almindeligt regnvand. Så der er ikke tale om sundhedsskadeligt vand," forsikrer han.

Foto: Øxenholt Foto

Hvor kom lugten fra?

Men hvad var det så, der skabte den fæle lugt i det mondæne strandvejskvarter? Hans Rasksens bud er råddent bundfald i form af blade, grene og des lige fra søen.

"Der var en sø oppe i Mindeparken - en temmelig stor sø. Og den blev pludselig tømt for vand, som naturligvis væltede nedad til Strandvejen. I den forbindelse skyllede der skidt og lort (ikke den slags lort, red.) med ned. Det medførte, at ristene ikke kunne klare de store vandmængder, og så var fanden jo løs. Jeg har ingen anelse om, hvor de (medierne, red.) har det fra. Det lugtede godt nok, men vi tror altså, at det er blade og den slags fra søen," siger den tilsynsførende formand.

Når det bliver lyst fredag, så skal kommunen fastslå præcist, hvad 'vandfaldet' skyldtes.

"Vi er ikke helt sikre på, hvorfor det gik galt, men vi tror, det har været stoppede rør og måske et sammenbrudt dige på grund af et stort tryk fra de store regnmængder," siger Hans Rasksen.

Han kan i øvrigt oplyse, at der ikke længere er ildelugtende vand på vejen, og at vejen er farbar.

Onsdag aften blev et stort bøgetræ, som stod i kanten af søen og knækkede, fældet af sikkerhedsårsager, og torsdag morgen skal den megen naturaffald fejes væk fra Strandvejen.