Fortsæt til indhold

Projekt: Skole og håndværker gik hånd i hånd

19 elever fra Østervangskolen med i erhvervs-rettet projekt

Samfund
Kian Johansen

Hadsten Mikkel og Mikkel fra Østervangskolen i Hadsten er glade for, at de har brugt deres hænder på Den jydske Haandværkerskole i godt en uges tid.

De er næsten færdige med at bygge et udemøbel i træ, der skal bruges på Østervanskolen. Deres kammerater har blandt andet bygget en kæmpe bænk, der kan vippe.

"Jeg ved allerede, at jeg skal være tømrer," lyder det fra Mikkel Juhlsen Rehmeier.

Mens Mikkel Horsdal Gyngstrup enten vil være elektriker eller tømrer.

Erhvervspraktik

Sammen med 19 andre elever fra udskolingen på Østervangskolen har de to været i gang med i alt seks ugers forløb, der har været erhvervs-rettet.

De har besøgt Tradium i Randers, været i erhvervspraktik og besøgt Aarhus Tech.

Der har blandt andet været undervisning i innovation og virksomhedsstrategi undervejs.

Alt sammen for at eleverne kan snuse til de forskellige erhvervs-rettede uddannelser i Østjyllands-området.

Forløbet har været offentligt støttet, så det er ikke sikkert, at et lignende forløb udbydes igen, fortæller underviser Christine Bæk Poulsen fra Østervangskolen.

Men hun håber på, at erfaringerne kan bruges til fremtidige forløb på skolen.

De to gange Mikkel er tilfredse med forløbet. De har har været i erhvervspraktik som mekanikere og på en fabrik.

"Det har været helt vildt godt at have det her valgfag, for vi har fået prøvet noget forskelligt" fortæller de to.

Begge var lidt i tvivl inden de startede på forløbet, men nu mener de sig sikre på deres fremtidsvalg.