Musikhuset aflyser forestillinger og begrænser kapacitet
Rune Klan show i aften flyttes til en anden dato
Musikhuset i Aarhus har som følge af regeringens corona-anbefaling valgt at aflyse aftenens forestilling med komikeren Rune Klan.
Showet skulle foregå i Musikhusets Store Sal, der med 1.500 pladser overskrider den anbefalede grænse på 1.000 deltagere til offentlige arrangementer.
Musikhuset vil i den kommende tid reducere kapaciteten og ikke afholde arrangementer med over 1.000 gæster.
”Vi tager vores gæsters helbred og smitterisikoen alvorligt. Derfor følger vi regeringens retningslinjer og forsøger med disse tiltag at hjælpe til med at reducere smittefaren. Samtidig står vi med en masse mennesker, som længe har glædet sig til at opleve deres favoritkunstnere i Musikhuset. Det er den balance, vi forsøger at ramme for dels at minimere smitterisikoen, dels at få hverdagen til at fungere,” siger Musikhusets direktør Jan Christensen i en pressemeddelelse.
Musikhuset har desuden aflyst lørdagens shows med komikerparret Adam & Noah, der skulle have optrådt i Store Sal klokken 16 og 19.
Musikhuset oplyser, at man ikke modtager gæster, der har opholdt sig i risikolandene.
Samtidig anbefaler Musikhuset, at personer i risikogruppen for at blive smittet, for deres egen skyld undlader at benytte Musikhuset.
jr