Fortsæt til indhold

Byggeri i Hadsten er gået fra seks til fire etager

Byrådet nikkede ja til ny lokalplan der giver lov til højhusbyggeri ved Vesselbjergvej i Hadsten. Men nu kun i fire etager

Samfund
Kian Johansen

Hadsten Det bliver 'kun' til fire treetagers boliger og fire fireetagers boliger i området nord for Vesselbjergvej, tæt på krydset Randersvej/Skanderborgvej.

Det kom frem under tirsdagens byrådsmøde, hvor der ingen kommentarer var til at sende den nye lokalplan i otte ugers høring.

Der har ellers været stor debat og en del harme fra naboerne, især dem der bor på Platanvej og Ellevej, op ad bakken. Der var nemlig meldt ud, at der kunne bygges i op til seks etager i den nye midtbyplan.

176 personer skrev dengang under på en indsigelse mod byggeriet i op til seks etager.

Det betød, at politikerne nedjusterede til fem etager.

Kun i fire etager

Og nu er det altså kun et byggeri på fire etager der sendes i høring de næste otte uger..

"Det er bygherre der har valgt kun at bygge op i fire etager, efter snak med naboerne," forklarer Anders G. Christensen (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Og Erling Kvist Andersen (S), formand for Planudvalget lagde især vægt på, at det bliver boligerne tættest på Nørregade, der opføres først. Indtil videre bliver det nuværende erhvervslejemål stående.

"Man kan godt føle, at en stor del af høringen er overstået, før lokalplanen kom til verden," mente Erling Kvist Andersen (S) og uddybede: Der var blandt andet en stor debat i forbindelse med vedtagelsen af midtbyplanen. Det medførte, at vi besluttede, at der maksimalt måtte bygges i fem etager."