Til kamp mod højhuse i Hadsten
I Favrskov Kommune har politikerne fremlagt en plan for Hadstens fremtidige udvikling. En gruppe borgere forsøger at påvirke politikerne med en underskriftindsamling mod de højhuse, der ifølge planen skal ligge i deres villakvarter.
Hadsten Det er ikke alle borgere i Hadsten, der er jubler over den nye midtbyplan for byen.
Først og fremmest har der været debat om en mulig mangel på parkeringspladser. I den forbindelse har Favrskov Kommune lovet, at byens handelsliv skal sikres, og pendlerne have mulighed for at stille bilen, når de tager med toget.
Men der er også en gruppe borgere i området omkring Ellevej, Platanvej, Dr. Larsens Vej, Nørregade og Skovvej, der har taget initiativ til en underskriftindsamling.
Byggeri i seks etager
Problemet er her det planlagte byggeri på grunden Vesselbjergvej 1-3, hvor midtbyplanen angiver byggeri i op til seks etager.
Det synes en voksende gruppe borgere er for voldsomt på netop det sted. Indtil nu har flere end 120 underskrevet en protest mod byggeriet på nettet.
Og ifølge Dorte Dejbjerg Arens, der lægger navn til indsamlingen på vegne af en nabogruppe i det berørte område, har de yderligere indsamlet underskrifter ved at stemme dørklokker, så de har i alt omkring 200.
"Det er jo ikke hele Midtbyplanen, vi ikke synes om. For der er mange gode tanker i den. Men lige det projekt på Vesselbjergvej, der er vi lidt uforstående over for argumenterne for den type byggeri på den placering," siger Dorte Dejbjerg Arens.
Ifølge borgergruppen fra Platanvej passer byggeriet ikke ind. Området er nemlig karakteriseret ved et naturligt fald i landskabet. Og de har arkitekters ord for, at man normalt ikke bygger så højt på sådan et sted. Forslagets nybyggeri lægger op til, at det når op over højden på bakkedraget, hvilket vil ødelægge det samlede, harmoniske udtryk i det eksisterende villakvarter, der ligger i den historiske del af Hadsten.
Byens kvaliteter skal bevares
"Vi er mange tilflyttere i området, der netop synes, at villakvarteret er et sted med rigtig fine elementer og en del af en naturligt voksende by. Det, synes vi, bliver skæmmet af et byggeri, der ikke er opstået på baggrund af et behov, men mest fordi en privat bygherre tænker, at der er hurtige penge at tjene på noget formodet billigt elementbyggeri," siger Dorte Dejbjerg Arens.
Borgergruppen er med på, at Hadsten skal udvikle sig, men det skal ikke ske på bekostning af de eksisterende kvaliteter. De vil ikke have tilstande som eksempelvis inde i Aarhus med en stærk fortætning af boligmassen, der netop ligger bag grundene til en udflytning fra Aarhus til Hadsten for tre af gruppens medlemmer, der ville have mere luft.
Mange kommentarer
På nettet er det muligt at afgive en kommentar til underskriften mod højhusene på Vesselbjergvej. Og kommentarerne læner sig meget op ad de samme argumenter, som Dorte Dejbjerg Arens nævner.
Dorrit Hansen skriver bl.a., at det lader til, at kommunen ikke vælger at tage hensyn til selve området i forhold til natur og byggestil, og det derfor kommer til at virke, som om helt andre interesser skal plejes.
Louise Hornbek Laczko nævner de økonomiske konsekvenser for de berørte husejere ved salg. Hun mener, at højhusbyggeri vil gøre grunde mindre attraktive.
"Jeg har læst hele Midtbyplanen, og på intet tidspunkt bliver der præsenteret en vision for, hvad denne type af højhuse kan bibringe byen, og hvorfor man ønsker at ændre byens udtryk så markant. Vi skal ikke bare bygge højt, fordi vi kan. Der skal også være en ide med det, der tjener fællesskabets interesser," skriver Kirsten Sparre.
Og Jacob Balshøj foreslår, at det høje byggeri bør trækkes længere ned mod byens laveste punkter. På den måde kan byens naturlige udsyn og udformning bevares, som han mener er en af de skønne ting ved Hadsten.
I høring til 6. maj
Forslaget til Hadsten midtbyplan er i offentlig høring frem til den 6. maj 2019. Så det er endnu muligt at give til kende, hvis man som borger har forslag eller bemærkninger til planen.