Fortsæt til indhold

Lokalt autoværksted i Gl. Rye er Danmarks første bivenlige virksomhed

Siggaard Biler i Gl. Rye fik i juni diplom på, at de er Danmarks første bivenlige virksomhed

Samfund
Grethe Bo Madsen

Gl. Rye Bier er ikke det første, man normalt forbinder med et autoværksted, men hos Siggaard Biler i Gl. Rye summer luften lystigt af 300.000 bier. Og de bier lever i så bi-venlige omgivelser, at Siggaard Biler er den første virksomhed i Danmark, der har fået diplom på at være bi-venlig - skarpt forfulgt af en professionel biavler.

Vi har i mange år talt om nedgangen i antallet af insekter. Vi kan jo se det på bilerne. For 30 år siden var de plastret ind i insekter om sommeren, sådan er det ikke mere

"Jeg så, at man kunne søge om at blive bi-venlig virksomhed og kunne se, at vi levede op til alle krav, så jeg skrev en ansøgning," forklarer Kia Siggaard.

"Da jeg så fik diplomet, ville jeg se, hvor der var andre bivenlige virksomheder, men der var kun en lille rød prik på kortet, og det var os. Jeg troede, det var en fejl og ringede til Dansk Biavlerforening, som så kunne fortæller, at det var fordi, vi var den første bivenlige virksomhed."

Bierne hos Siggaard Biler flyttede ind for et år siden. Det skete, da Kenneth og Kia Siggaard lod sig overtale til at overtage bi-familierne fra en kunde på værkstedet. Hos ham købte familien Siggard honning, men nu ville han afvikle.

"Det syntes vi, var en skidt ide. I stedet mente han at vi skulle overtage bierne, og det gik vi med til efter lidt betænkningstid. Det første år gik vi føl hos ham, men siden sæsonstart sidste år har vi klaret det selv," fortæller Kia, der tog et begynderkursus i biavl sidste år.

Sidste år kunne Kia og Kenneth Siggard hælde 108 kilo honning på glas. Foto: Grethe Bo Madsen

Godt for biodiversiteten

"Jeg spiste ikke selv honning tidligere, men er begyndt nu. Vi presser honningen i stedet for at slynge den. Det er en dyrere proces, fordi tavlerne går til, og bierne skal bygge dem op på ny, men det giver en mere nuanceret smag, da man får flere smagsstoffer ud i honningen."

Selvom biavlen kom til ved lidt af et tilfælde er Kia og Kenneth glad for nu at være med til at gøre noget for at øge biodiversiteten.

"Vi har i mange år talt om nedgangen i antallet af insekter. Vi kan jo se det på bilerne. For 30 år siden var de plastret ind i insekter om sommeren, sådan er det ikke mere. Man kan godt blive lidt forskrækket over den udvikling. Det rammer jo fødekæden hele vejen op. Det er uhyggeligt," konstaterer Kia, der godt kan mærke, at folk generelt er blevet mere opmærksomme på problemstillingen.

"Jeg tror, den grønne omstillingsbølge gør, at folk nu har større opmærksomhed på naturen. Vi er blevet lidt mere back to basics. Vi kigger på tilsætningsstoffer i maden, vil gerne have økologi og vide, hvor råvarer kommer fra og handle lokalt."