Coronavirus-smittet er ansat på Aarhus Universitetshospital
Hospitalsansat har været i kontakt med smittet italiener
Det er en ansat på Aarhus Universitetshospital, som er testet positiv for virus SARS-Cov-2 (ny coronavirus).
Personen har været til en konference i München og var her i tæt kontakt med en italiener, som senere blev konstateret smittet. Da den ansatte fik besked om, at italieneren var smittet, forlod den ansatte straks hospitalet og gik i isolation derhjemme, fortalte ledende overlæge Lars Østergaard til et pressemøde på hospitalet lørdag morgen. Personen har det efter omstændighederne godt.
Medarbejderen er ansat på Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital.
Styrelsen for Patientsikkerhed har oplysninger om, hvilke patienter og medarbejdere, som kan være blevet smittet af den pågældende medarbejder. Kun få ptienter er i risiko for at være smittet. De er identificeret og vil blive kontaktet i dag, oplyser AUH i en pressemeddelelse.
Overlæge Anne Hempel-Jørgensen fra Styrelsen for Patientsikkerhed understregede ved pressemødet, at de nu tre smittede danskere alle er smittet i udlandet.
"Der er ikke smittespredning i Danmark, så man kan færdes trygt herhjemme," lød det fra overlægen.
Omkring 30 ansatte forventes at blive sendt i hjemmekarantæne som følge af den smittede medarbejder.
Hospitalet har ikke oplyst køn, alder og bopæl på den smittede medarbejder.