Fortsæt til indhold

Hvad kan vi gøre i Favrskov?

Samfund
Alfred Borg, Formand for Danmarks Naturfredningsforening i Favrskov. På vegne af Initiativgruppen for Klima Favrskov

Klimauger Vi bliver nødt til at tage udfordringerne op!

Vores klode, menneskeheden og naturen er faktisk truet af de klimaforandringer, som et umådeholdent forbrug har bidraget til.

Flere nationer og samfund ønsker at bidrage til en bæredygtig omstilling. En ændring til gavn for vores børn og for vores børnebørn. Til gavn for den natur og de naturresurser som vi alle bruger og lever af. Så lad os gøre noget for at mindske risikoen og konsekvenserne for voldsomme klimaforandringer.

For fjerde gang arrangerer bl.a. medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening og andre klimainteresserede borgere i kommunen Klimauger Favrskov.

Det nytter og vi kan!

Den enkelte borger i Favrskov skal kunne se sig selv i sammenhængen. Vi kan alle gøre noget, og vi kan, må og vil gøre mere for at det vil nytte.

Vi må også hjælpe politikerne i Favrskov og på Christiansborg til at gå foran. De skal indføre fælles tiltag, der kan rykke.

Det nytter faktisk.

Vi er allerede kommet et lille stykke i Danmark, men der er fortsat et godt stykke vej til målet.

Men da vi har en af de største klimabelastninger pr. indbygger, betyder det også, at vi har et ansvar at gøre mere end andre.

Danmark har i Paris forpligtet sig til at holde den globale opvarmning på 1,5 eller højst 2 grader set i forhold til 1990. Klimaloven fra 2019 fastholder, at vi skal nedbringe udledning af klimagasser med 70 % inden 2030 og at vi skal være klimaneutrale i 2050. Du kan deltage i den inspirerende klimakorkoncert, der åbner Favrskov Klimauger. Følge med i de mange spændende foredrag, debatter og åbenthus-arrangementer, der er planlagt i klimaugerne, uge 13 og 14.

Ud over de arrangementer der annonceres i programmet, gennemfører initiativgruppen også en række ekskursioner for skolebørn til såkaldte klima-hotspots finansieret af Skoleforvaltningen. Her kan de ældste elever opleve en stor vindmølle, se og lugte til et biogasanlæg og mærke på et solvarmeanlæg. Desuden kan de måle tørvelaget i en afvandet mose, der nu ønskes genetableret som vådområde. Fortsat dyrkning vil betyde af kulstoffet forsvinder og bidrager til CO2-belastningen.

Igen i år holdes der filmkonkurrence for skolebørn. Emnet er: Sådan ønsker vi at klimaet takles!. Der bliver fremvisning og prisuddeling i biografen i Hadsten.