Hjemmeplejen suspenderer al rengøring på grund af smittefare
For at mindske risikoen for smittespredning af coronavirus covid-19 sker der de kommende dage ændringer i hjemmeplejen i Aarhus Kommune, meddeler kommunen på sin hjemmeside.
De vigtigste opgaver såsom hjælp til personlig pleje og medicin bliver udført. Derimod vil rengøring ikke blive udført fra mandag den 16. marts og de næste 14 dage. Klippekortordningen suspenderes samtidig.
Det sker for at mindske risikoen for smitte og fastholde både raske borgere og raske medarbejdere.
"Vi opfordrer samtidig til, at du er i kontakt med familie og venner i den kommende periode og får støtte og hjælp. Men prøv at begrænse fysisk kontakt, især hvis nogen af jer har symptomer på forkølelse eller influenza. Generelt bør I følge rådene om at vaske hænder med vand og sæbe og nyse i ærmet," lyder beskeden fra kommunen til borgerne.
Jørgen Nielsen fra Viby, som har en 94-årig svigermor, der får rengøringshjælp undrer sig over kommunens beslutning.
"På plejehjem må der på grund af risikoen for corona-smitte stort set ikke være pårørende. Derfor er jeg meget forbløffet over, at min hustru og jeg nu bliver nødt til at komme hos svigermor for at holde hendes hjem rent. For mig at se er det en opgave, som bør løses af kommunalt personale med viden om hygiejne og smitteforebyggelse," siger Jørgen Nielsen til Århus Stiftstidende.
jn