Byrådspolitikere kører rundt i oplandet og diskuterer infrastruktur
Borgere kan komme med, når Oplandsudvalgets medlemmer i næste uge sætter sig i en bus og tager rundt i udkanten af Aarhus for at diskutere infrastruktur
Politik OBS: Aarhus Kommune har meddelt, at busturen udsættes på ubestemt tid på grund af fare for corona-smitte.
Det bliver et rullende møde, når Oplandsudvalget stikker hovederne sammen næste gang.
Temaet er infrastruktur, og medlemmerne vil derfor ud i området og opleve vejene på egen krop.
"Vi skal ud og se på virkeligheden og høre om, hvad der er af problemer og ideer til, hvordan man kan gøre tingene anderledes," siger Ango Winther (S), der er formand for Oplandsudvalget.
Busturen begynder ved Mårslet Station, hvor deltagerne skal se på infrastrtuktur og byudvikling. Derefter går turen rundt i Solbjergområdet og retur til Mårslet via Beder-Malling.
Undervejs vil der være oplæg og drøftelser.
"Vi kommer blandt andet forbi området, hvor den nye Beder-Bering Vej skal ligge, og der vil det være oplagt at høre om, hvilke forventninger de lokale står med, når vejen er færdig," siger Ango Winther.
Fællesråd og borgere med
Udvalget inviterer alle fællesråd fra oplandet med i bussen og også helt almindelige lokale borgere.
"Vi prøver at få folk med i bussen for at blive klogere på, hvilke ideer og løsninger, der er derude. Hvad fungerer i praksis, og hvad gør ikke," siger formanden.
På mødet kommer der også korte oplæg om, hvordan Aarhus Kommune arbejder med fordeling og prioritering af midler til infrastruktur, og hvordan der arbejdes med byudvikling i oplandet. Derudover lægger kommunen op til at drøfte, hvordan man kan hjælpe hinanden med samkørsel og anden smart transport i oplandet, under betegnelsen 'Mobilitet som en service'.
Der er opsamling ved Mårslet Station den 17. marts kl. 16. Turen varer til klokken 18.
Oplandsudvalget er et midlertidigt udvalg, der er nedsat for et år. Medlemmerne er dels fem byrådspolitikere og dels fem eksterne folk, der skal komme med implementerbare løsninger til, hvordan man kan understøtte oplandet.