Haurum-Salls U9 fik guld
sport Forrige weekend sluttede Regnbueturneringen, hvor Haurum-Salls U9-drenge gik med guldet efter en forrygende turnering med elegant kombinationer, samspil og mange flotte mål. Holdet har været med i turneringen i tre år. Først år tabte man stort, andet år fik holdet bronze, men i år gik de hele vejen og snuppede i sidste ende guldet med hjem.
Med til historien skal det nævnes, at Haurum-Sall er en meget lille klub, hvor man kæmper med at tiltrække nye spillere. Ifølge klubbens pressemeddelelse er de meget udfordret af at ligge så tæt på Hammel, Thorsø og Fårvang. Ikke desto mindre har klubben et stærkt U9-hold, hvor spilleglæden og sammenholdet har ført dem til nye højder.
Spilleglæden er så stor, at de spiller fodbold selv i pauser, i halvlegene, konstant i frikvartererne i skolen og hjemme i haven. Til kampenen går de til den med glød og glæde. På sidelinjen støtter alle forældre op om holdet, der trænes af de passionerede trænere Povl Odgaard og Martin Andrzejewska Toft Knudsen.
mj