En vantefri vinter

Det er første gang i mit liv, at jeg ikke har haft vanter på i en hel vinter. Jeg har derimod mange gange overvejet at bytte den mindstes flyverdragt ud med vaders.

Spøg til side. Det er selvfølgelig bekymrende, at klimaforandringerne slår så kraftigt igennem. Sebastian Klein skriver i bogen ”Verdens farligste dyr,” at mennesket er langt det farligste dyr i verden. Det har vi herhjemme trukket lidt på smilebåndet over, for mennesket er selvfølgelig ikke et dyr. Men farlige det kan vi godt være. Vores handlinger fører ikke altid godt med sig. Så ja, vi bliver nødt til at lære at tage ansvar for vores handlinger. Også når det gælder skrald i naturen eller at tage cyklen frem for bilen.

Er det nemt? Er det nemt at leve klimavenligt? Nej, det er ikke nemt.

Jeg ville meget gerne cykle mere i stedet for at tage bilen. Men undskyldninger står jo i kø. Der er for store afstande her ude på landet. Det tager for lang tid. Det regner hele tiden. Ja, netop. Vi er derhenne, hvor det er alvor. Vi bliver nødt til at sætte os ind i, hvad vi rent personligt selv kan gøre.

Men jeg har lagt mærke til noget, en trist sideeffekt ved ansvarstagningen, hvis det kammer så meget over, at vi får travlt med at pudse vores egen glorie og samtidig pege fingre af andre.

Måske er det bare mig, der er lidt nærtagende, men jeg kan på en eller anden måde godt mærke, at det ikke er cool ved indkøb af dagligvare at slynge de der 8-10 plastikposer op på kassebåndet længere. Og jeg er begyndt virkeligt at passe på med ikke at bruge for meget stanniol i børnenes madpakker, for den store har givet udtryk for, at det ikke er in, mor.

Det er selvfølgelig rigtig, rigtig fint, at vi hjælper hinanden med at træffe nogle gode valg. Der, hvor det kammer over, er, når vi begynder at se ned på hinanden pga. en eller anden bestemt adfærd. Det ville virkelig være synd - bogstaveligt talt, hvis klimadebatten og klimaudfordringen bare forsumper i det tankesæt ”at nogle mennesker gør det rigtige, og andre gør det forkerte.”

Engang var skyld og skam forbundet med huller i bukserne og ikke at have råd til røde bøffer. I dag er det lige omvendt. Det er næsten forbundet med skyld og skam ikke at gå i genbrugstøj og spise oksekød. Vi er nødt til at hæve os op over det, og ikke lade debatten forsumpe i antagelsen, at nogle mennesker gør det rigtige, og andre gør det forkerte. Det er nemlig både synd for os mennesker, og synd for hele kernen i sagen, som er meget alvorlig.

"Du synder ikke fordi du er dig, men fordi du er et menneske.” Sådan sagde digteren, Søren Ulrik Thomsen, i et interview i weekendavisen for nylig. Han kom ind på netop det, at klimadebatten er alt for vigtig til at forsumpe i, at nogle gør det rigtige, mens andre gør det forkerte. Vi sidder så at sige i suppedansen alle sammen. Klimaudfordringen er et fælles ansvar, som vi skal stå sammen om at løse uden at se skævt til hinanden. En af mine konfirmander sagde noget lige så klogt som Søren Ulrik Thomsen for nyligt. På spørgsmålet om, hvorfor vi skal behandle hinanden ordentligt, blev der svaret: ”Fordi vi er mennesker.” Og igen vi skal ikke lytte til ord, "bare fordi” det en klog digter, en ung konfirmand eller en halvgammel præst, der siger det. Det handler ikke om identitet, at nogen er rigtige eller forkerte, men om kernen i sagen.

Søren Ulrik Thomsen udtrykker det sådan her: ”Klimasagen er et fælles problem og alt for vigtig til at glide over i identitetspolitik. For mig at se er det afgørende, hvad Greta Thunberg siger, ikke hvem hun er. Man kan ikke bare afvise hende, fordi det er hende, der siger det, fordi ’hun bare er en lille pige’. På den anden side skal hun heller ikke ophøjes, fordi hun er en lille pige.”

Så det, at vi åbenbart ikke har så meget brug for vanter om vinteren længere, det betyder, at vi i fællesskab skal smøge ærmerne op, uden at vi fordømmer hinanden. Derimod har vi alle både et personligt og et fælles ansvar, fordi sagen er vigtig.