Nye flag ved Danlind
Danlind i Hammel er blevet til McBride
Hammel I denne tid sker der ting og sager hos Danlind i Hammel. Ned ryger da gamle Danlind-flag og op kommer McBride-flag. Men hvad betyder det så lige?
Svaret finder vi tilbage i 2017, hvor Danlind blev solgt til engelske McBride - en af verdens største private label-producenter indenfor vaske- og rengøringsmidler. Men først nu sker den visuelle ændring altså.
Med salget til McBride er Danlind, der har fabrikker i Hammel og Holstebro, blevet en del af noget stort. Tilsammen er der nu 4.300 medarbejdere med produktionsfaciliteter 19 steder i verden.
Det er langt fra den spæde start i 1928, hvor Gustav Lind grundlagde Danlind i lejede lokaler i en baggård i Holstebro. Under navnet Linds Kemiske Fabrikker lavede han primært af sæbe, som udelukkende blev solgt til landmænd.
I 1961, i en alder af 23 år, overtog grundlæggerens søn, Gustav Lind junior, ledelsen. Han fortsatte frem til 2005, hvor salgsdirektør Henrik Aagaard blev administrerende direktør. Gustav Lind har frem til 2015 været bestyrelsesformand, og i en alder af 79 år overdrog han i 2017 nøglerne til Rik de Vos, administrerende direktør for McBride.
csj