Fortsæt til indhold

Det københavnske karneval er aflyst

Samfund
Arkiv

Aflysninger af festivaller, sportsbegivenheder og andre arrangementer vælter ind over landet på grund af coronavirussen, og nu melder Copenhagen Carnival sig også i koret af arrangører, som må konstatere, at året 2020 ikke bliver til noget. Karnevallet, som var planlagt til at finde sted i pinsen den 30.-31. maj, er aflyst som følge af Corona-epidemien.

"Det har ikke været en svær beslutning at træffe, vi finder det ikke forsvarligt at afholde en stor folkefest, hvor vi risikerer at føre smitten videre, ikke blot til hinanden, men også til de mange tilskuere og artister fra ind- og udland, som ellers ville deltage i årets karneval. Samtidigt ved vi ikke, om nuværende restriktioner om forsamlinger kan trække ud, eller om der vil komme andre påbud for større arrangementer senere på året," lyder det fra karnevalsleder og produktionsansvarlig, Louise Kubert, som samtidig fortæller, at man har valgt at takke nej til den bevilgede støtte fra Københavns Kommune, da det ikke er muligt at afholde årets karneval på de præmisser som pengene er søgt til.

"Vi håber dog i stedet at puljepengene vil gå til de økonomisk ramte i vores samfund, så vi alle kommer så helskindet ud af Corona-krisen som overhovedet muligt," siger Louise Kubert.

Karnevallet arbejder på muligheden for at afholde et mindre arrangement til efteråret inden jul for ikke at svigte alle de skuffede børn, som har brugt måneder på at træne sig op til at optræde i parader og sceneshows. Hvis det bliver muligt at afholde sådan et arrangement, vil det blive meldt ud på hjemmesiden cphcarnival.dk og på de sociale medier.

Copenhagen Carnival ser frem til dans og fest i gaderne i pinsen den 21-23. maj 2021, hvilket bliver karnevalets 40-års jubilæum.

jn