Takker af efter 45 år: »Jeg har altid arbejdet syv dage om ugen. Altid.«
I 1980 blev Curt Berggren opereret tre gange i ryggen. Det blev den øjenåbner, der fik ham til at gå all in på at lave møbler. Fem år senere fik han en kæmpe ordre fra A.P. Møller. CUBE Design var født.
»Jeg har altid haft det sådan, at når jeg så noget, så kunne jeg lave det, og det, jeg lavede, det lavede jeg ordentligt. Og hvis jeg så noget, så kunne jeg lave det bedre. Det var sådan pointen i det. Sådan har det også altid været med møbler.«
Historien om Curt Berggren er historien om hårdt arbejde, skarp intuition, de små detaljer og de store visioner. Det er historien om en moderne iværksætter fra den gamle skole. Historien om en bondesøn med syv års uddannelse, der endte med at stifte en virksomhed med en ottecifret omsætning.
»Noget af det første jeg tegnede, det var sådan nogle stole med en massiv hjørneklods. Det var unikt. Det var der ikke nogen andre, der lavede. Der var kælet for detaljerne. Det er med at finde de nicher der. Gør du det, så bliver du husket.«
Sådan beskriver Curt Berggren ejer og stifter af møbelvirksomheden CUBE Design i Svenstrup, essensen af den gode idé. Gennem tiden har han tegnet et utal af møbler både til private og virksomheder verden over. Han har netop givet faklen videre til sin søn, Christian Berggren og den nye administrerende direktør, Johnny Rubach Lauritsen. Det er dog ikke let at give sit livsværk videre. Især ikke når man har bygget det hele op fra bunden.
Fra gård til Grundfoss
Curt Berggren er vokset op ude landet mellem Randers og Viborg. Hans far havde en gård, og med kun syv års skolegang i rygsækken, blev Curt Berggren sendt ud at tjene som 14-årig. Han var landmand indtil han fyldte 19 år.
»Der fandt jeg ud af, at det ikke var det, jeg skulle være. Jeg ville noget mere.«
Han søgte ned på Grundfoss i Bjerringbro. Dengang var der blot 275 medarbejdere i virksomheden, som i dag beskæftiger mere end 20.000 på verdensplan.
»Der var jeg heldig at komme i en afdeling, hvor de produktudviklede. Når de to produktudviklere havde noget forefaldende arbejde, så kaldte de på mig, og så skulle jeg bære, løfte eller et eller andet i den stil.«
Da han havde været der i et par år, fik han at vide af driftsværkføreren, at de to professorerer, der gik og udviklede, sagde, at han skulle i lære dernede som værktøjsmager.
»Fordi når jeg så noget, så kunne jeg lave det. Men det var heller ikke det jeg ville.«
Hans kone var uddannet på Grundsfoss som tegner. Da hun fik job på en fabrik i Silkeborg, var det tid til et skifte. Curt Berggren fik derfor et job hos møbelfabrikanten C.F. Christensen i Silkeborg.
»Det var sådan rigtig high end møbler. Det var der, jeg første gang kom på idéen med at designe møbler.«
Hårdt arbejde
Der skulle dog gå nogle år endnu, før drømmen om at designe sine egne møbler begyndte at manifestere sig. Efter et par år i Silkeborg rykkede familien til Aarhus. Endnu engang fordi hans hustru havde fået arbejde. Denne gang hos Kosan Crisplant. Endnu engang skulle Curt Berggren finde et job, og endnu engang blev det møbler. Denne gang i forretningen Holger Jensen på Guldsmedgade.
»Det gik rigtig godt. Efter et par år kom mester, og sagde, at han gerne ville betale en uddannelse for mig. En handelsuddannelse. Det var her i 60’erne, at jeg begyndte at få idéer til møbler, jeg kunne lave,« fortæller Curt Berggren, og fremviser et magasin i gråtonede farver med en serie af kvadratiske træstole og et rundt spisebord i samme materiale.
Det er altså sådan, at når du har startet noget op, så kører du med en bestemt fart på, og det er rigtig svært at geare ned igen. Bare at komme til den erkendelse, at nu skal du til at lave et generationsskifte den er svær. Rigtig sværCurt Berggren, stifter og afgående direktør, CUBE Design
»Det var fyrtræsmøbler. Jeg tegnede møbler, man ikke så andre steder.«
Udgangspunktet var møbler til privatbrug. Han fik hjælp af sin hustru til at tegne, men han gik samtidig på arkitektskolen i Aarhus om aftenen, for at lære grundreglerne i at tegne. Det begyndte at give nogle gode penge, faktisk så mange, at han og konen satte 20 % af deres løn ind på en etableringskonto, som gav stødet til at starte op selv. Samtidig købte de en sommerhusgrund på Mols, som de selv tegnede, og byggede i fritiden.
I 1976 købte familien en stor grund i Hinnerup. Endnu engang tegnede, og byggede de huset selv. Alle 350 kvadratmeter. Og parret havde det med at tænke fremad. For eksempel var der 200 milimeter isolering i huset, selvom det dengang var normalt med syv centimeter.
»Folk de grinte af os. Vandskurrede vægge, mursten på vindueskarmene, sådan meget rustikt.«
Det var i det hus, de startede med at drive den forretning, der senere skulle blive til CUBE Design.
Smør på begge sider
Det store vendepunkt i Curt Berggrens liv bliver i 1980. Her bliver han opereret tre gange i ryggen. Senere er to yderligere rygoperationer fulgt.
»Det er fordi, jeg har været hård ved mig selv. Jeg fik at vide, at min krop ikke kunne holde til at gå og slæbe møbler fremover. Og så stod jeg i et dilemma. Hvad skulle jeg så? Så jeg satte mig ned, og tegnede nogle møbler.«
Han designede alt selv i starten, fortæller han, mens han ivrigt bladrer gennem det ene fortidige møbelkatalog efter det andet.
»Da jeg selv har en svag ryg, ved jeg, hvordan man skal sidde, og det har altid været en fordel for mig i den proces.«
1980 var også året, hvor det gik op for Curt Berggren, at han skulle rette fokus mod virksomheder og kontormøbler.
»Det var efter, jeg blev opereret. Der begyndte jeg at tegne nogle møbler, som både kunne bruges privat og på kontorer, og så kørte jeg selv rundt og solgte det i arbejdstiden. Jeg skulle have smør på begge sider af brødet, ellers kunne jeg ikke leve af det. Jeg skulle tjene både arkitekthonorar og salgsprovision.«
Audiens hos A.P Møller
Efter en stille og rolig start ændrede hans liv sig for alvor i 1985, da han fik en forespørgsel fra selveste A.P. Møller. Han skulle bruge møbler til sine seks nye skibe, og var blevet anbefalet, at kontakte Curt Berggren.
»Så tog jeg ned på Odense stålskibsværft. Jeg lavede et prisoverslag på cirka 1,5 millioner per skib. Ugen efter skulle vi lave en prøveopstilling, og så sagde jeg: det vil vi gerne, men vi vil lave møbler, tæpper, gardiner, og lamper, så det er en helhed, og vi skal nok få den gamle A.P. Møller selv til at godkende det.«
De fik otte dage til at lave prøveopstillingen. Problemet var bare, at de ikke havde lavet sofaer før.
»Jeg gik hjem og tegnede en sofa torsdag-fredag. Lørdag-søndag stod jeg selv og lavede stellet. Mandag kørte jeg til Durup til vores polstrerfabrik. Onsdag morgen kørte jeg den færdigpolstrede sofa ned til Lindøværftet bag på en trailer.«
A.P. Møller var selv dukket op for at se det an, fortæller Curt Berggren.
»Han sagde: det ser da nydeligt ud. Hvem har lavet det? Folk pegede på mig, og så sagde han: kan den unge mand godt klare det? Der var ikke en, der sagde noget. Så sagde jeg sådan ligeså stille. Det kan han godt. Så kiggede han på mig. Så siger vi det, sagde han. Og så fik jeg min største store ordre. 8,5 millioner. Og den ordre var jo guld værd. Alle vidste at kunne du levere til A.P. Møller, så kunne du levere til alle. Allerede på vejen hjem ringede jeg til min kone og sagde: nu kan du godt sige dit arbejde op.«
Fra vand til land
I løbet af de næste år fik de yderligere tre danske skibsværfter i folden. Derefter vendte Curt Berggren sigtekornet mod udlandet.
»Vi startede med Norge, hvor der er rigtig mange rederier. Dengang vi præsenterede det for dem, som vi havde leveret til AP Møller, så gav det jo sig selv for dem.«
Siden fulgte ordrer i Sydkorea, Japan, Hong Kong og Tyskland. Det hele kulminerede i en kæmpe ordre på 80 millioner kroner på tre færger. CUBE Design nåede at lave over 300 skibe rundt omkring i verden. Efterhånden bemærkede Curt Berggren dog, at deres produkter blev kopieret af fabrikanter rundt om i udlandet.
»Der indså jeg, at det var på tide at skifte kurs og sætte alle sejl ind på at lave kontormøbler. Det startede vi så med for alvor i 1992-1993.«
I 1995 købte virksomheden sin første træfabrik. Den solgte de i 2007, hvor CUBE Design rykkede til Svenstrup. Den gamle bygning Hinnerup er i dag lejet ud.
Når Curt Berggren ser tilbage på de sidste 45 år, er opskriften på successen ret simpel.
»Der har været rigtig meget arbejde. Det er ikke noget, der kommer af sig selv. Du vil tro det er løgn, men jeg har altid arbejdet syv dage om ugen. Altid. Lige fra jeg startede op indtil nu. Nu har jeg måske kortet lidt ned. Nu er det kun 6,5 dag om ugen. Sådan har jeg det. Det er arbejdsindsatsen. Det er ikke sådan, at jeg har været dygtigere end andre tror jeg. Det er simpelthen kommet ved flid og arbejde.«
Nu skal han dog til at drosle ned. Han er ikke længere i spidsen for virksomheden, som han selv startede for 45 år siden. Spørgsmålet er om han overhovedet er i stand til det.
»Det vil jeg prøve. Men det er ikke nemt. Det kan jeg godt sige dig, fordi det er altså sådan, at når du har startet noget op, så kører du med en bestemt fart på, og det er rigtig svært at geare ned igen. Bare at komme til den erkendelse, at nu skal du til at lave et generationsskifte den er svær. Rigtig svær.«
Curt Berggren skifter her pludselig fokus, og begynder at fortælle om, at virksomheden har købt de omkringliggende grunde, så den på sigt kan udvide. Han peger og forklarer ivrigt. Det er svært at lægge det hele helt fra sig. Og det kommer han da heller ikke helt til.
»Designopgaver. Det er altid der, jeg har været stærkest. At udvikle nye ting. Det er der, jeg vil bruge mine sidste resurser.«
Derudover vil han bruge tiden på at administrere de mange udlejningsejendomme, han stadig har.