Kommunens ældste lyskryds bliver renoveret
Lyskrydset ved Alléen/Ulstrup Skovvej/Slotsvej i Ulstrup får netop nu en overhaling med radarteknologi og venstresvingsbane
Ulstrup Det ældste lyskryds i Favrskov Kommune bruger gammeldags glødepærer, og reservedelene er ikke længere til at opstøve. Derfor er tiden nu kommet til en opgradering. Netop nu er arbejdet i lyskrydset ved Alléen/Ulstrup Skovvej/Slotsvej i Ulstrup i fuld gang.
Det gamle Siemens lyssignal skiftes til et topmoderne anlæg fra tyske Stührenberg med al den nyeste teknologi.
"Fremover styres lyssignalet af radarteknologi, som kan se bilerne 200-250 meter op til krydset. Det sikrer en bedre fremkommelighed. Og så får lyssignalet selvfølgelig også nye LED-pærer," forklarer Bent Høgh Mahler, der er projektleder og ansvarlig for vejbelysning og signalanlæg i Favrskov Kommune.
Ny venstresvingsbane
Det er dog ikke kun teknikken, som får sig en opgradering.
På vej-niveau sker også ting og sager.
"Der er sket et par venstresvingsulykker på stedet, så af hensyn til trafiksikkerheden laver vi nu en ny venstresvingsbane," forklarer Bent Høgh Mahler.
Den nordlige del af Ulstrup Skovvej udvides således, så der bliver to spor ind i krydset: Et separat spor til dem, der skal dreje til venstre og et kombineret spor til dem, der skal ligeud og til højre.
Anlægsarbejdet i krydset er færdigt først i april.