Fortsæt til indhold

Søren og Peter overtager Per Faurholts butikker

Indehaverne af Nybolig-butikkerne i vestbyen overtager Nybolig-butikkerne i sydbyen

Samfund
Jeppe Rafn

Søren Jensen og Peter Dybvad har 1. april overtaget Per Faurholts Nybolig butikker i Viby og Højbjerg.

De to indehavere driver i forvejen Nybolig butikkerne i Aarhus Vest, Tilst-Sabro og Galten-Skovby, som er nogle af kædens allermest succesfulde på landsplan. De fem mæglerbutikker med i alt 27 ansatte kommer nu til at stå stærkt i både vestbyen og sydbyen.

"Mange kunder søger bolig på tværs af postnumre, og kunder i Mårslet kan godt finde på at købe hus i Tilst eller Harlev. Nu kan vi tage dem med hele vejen rundt, hvor vi før måtte slippe dem til en kollega," forklarer Peter Dybvad.

Verdensklasse

Per Faurholt udtalte for nylig til denne avis, at han ikke kunne forestille sig andre end Søren og Peter til at overtage hans butikker. De nye ejere er selv ydmyge i forhold til at drive butikkerne i Viby og Højbjerg videre efter efter Per Faurholt, som efter Søren og Peters mening igennem flere årtier har været sydbyens bedste ejendomsmægler.

"Vi overtager ikke blot to forretninger, men ni verdensklasse kollegaer, som alle bliver i forretningen og igennem en lang årrække har leveret fantastiske resultater. Sammen med Per har de skabt anerkendelse, og de har en loyal kundebase, hvor en stor del af kunderne har handlet både tre, fire og fem gange. De resultater skal vi bygge videre på, og med synergien mellem fem forretninger i Aarhus kommer vi til at stå stærkt i fremtiden," siger Peter Dybvad.

Hjemmebane

Han bor selv i Kongsvang i Viby og kommer fra Mårslet, og han lægger ikke skjul på, at det for ham er lidt en drøm nu at komme på 'hjemmebane', hvor han får en aktiv rolle som ejendomsmægler. De to indehavere har for nylig ansat en direktør til at stå for det administrative, så de selv kan fokusere på at handle boliger.

"Vi arbejder 95 procent af tiden som ejendomsmæglere. Det er det, vi bedst kan lide - at være ude blandt hr. og fru Jensen."

Peter Dybvad kommer til at arbejde tæt sammen med de nye kollegaer i Viby og Højbjerg. I Viby fortsætter Thomas Grau-Hansen som daglig leder, mens Kim Faurholt overtager den daglige ledelse i Højbjerg fra sin bror. Kim Faurholt har selv været i butikken på Rosenvangs Allé i 35 år, og han deler de nye indehaveres ambitioner om at vækste yderligere i sydbyen.

"Vi mener, det er realistisk at vækste væsentligt i Viby, Højbjerg, Mårslet og Tranbjerg," siger Kim Faurholt og fremhæver, at alle mæglerne i de to Nybolig-butikker i Sydbyen bor lokalt i Højbjerg, Mårslet, Kongsvang og Aarhus C.

Per og Mads

Selvom Per Faurholt har solgt sine butikker til Søren og Peter, fortsætter han i en mere tilbagetrukket rolle med at lave kreditvurderinger.

"Vi er glade for stadig at have Per tilknyttet forretningen, og at han stiller sit netværk til rådighed. Det er bestemt ikke uvæsentligt," siger Peter Dybvad.

Søren og Peter vil også fortsat have et tæt samarbejde med Mads Faurholt, der i flere år har været daglig leder af Nybolig-butikken i Risskov, som han nu har overtaget fra sin far.

"Vi har altid arbejdet meget tæt sammen med Mads, ligesom vi arbejder meget tæt sammen med de andre Nybolig-butikker i Aarhus," siger Peter Dybvad.

En mærkelig tid

De nye indehavere havde planlagt en stor reception på Varna i sidste uge, men den blev udskudt på grund af coronakrisen, som præger alle brancher for tiden.

"Det er en meget mærkelig tid at overtage butikkerne i. Vi kan godt lide at se folk i øjnene, både medarbejdere og kunder, men det er tiden ikke lige til, og i dag kan vi klare rigtig meget digitalt."