Nu skal alle med symptomer testes for covid-19
Nyt testcenter i Region Midtjylland er opstillet i Aarhus
Der er blevet stillet flere store hvide telte op ved Vejlby-Risskov Hallen i Risskov i den nordlige del af Aarhus, som er afskærmet og bevogtet af forsvaret.
Sundhedsminister Magnus Heunicke oplyser på mandagens pressemøde, at de hvide telte skal bruges til at teste flere danskere for covid-19.
Sundhedsmyndighederne har besluttet at teste flere danskere i forbindelse med genåbningen af samfundet, som er sat i gang med åbningen af skoler, daginstitutioner og mindre erhvervsdrivende som frisører, tandlæger og køreskoler.
"Vi har arbejdet hårdt på at få mere testkapacitet. Det har vi nu, og alle med symptomer skal testes, så hvis man har tør hoste, feber, problemer med vejrtrækning, skal man ringe til sin læge eller vagtlægen, og så bliver man hurtigt visiteret til test," sagde sundhedsminister Magnus Heunicke på pressemødet, hvor også Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm og Statens Serum Instituts direktør Kåre Mølbak deltog.
Der er opsat et testcenter med hvide telte i hver af de fem danske regioner. Der bliver allerede foretaget pilottest i teltene, som sundhedsministeren kalder en "nødvendig infrastruktur" i forbindelse med testning og genåbning af Danmark. Og der vil komme flere testcentre rundt omkring i landet.
"Test er en af nøglerne til, hvor meget og hvor hurtigt samfundet kan genåbnes."
Aarhus Universitetshospital oplyste tidligere på dagen, at hospitalet med hjælp fra en lokal virksomhed har fordoblet sin testkapacitet fra 1.200 til 2.400 personer om dagen.
Artiklen er blevet opdateret.
jr