Gourmetkok vil genskabe Jesus' bespisningsunder på Smukfest
Sammen med Skanderborg Kirke og Smukfest vil Aarhus-kokken Mads Nybroe fra restaurant Beta skabe gourmetoplevelse på Slotsbanken under Smukfest
smukby Både fysisk og åndelig næring går op i en højere enhed, når Aarhus-kokken Mads Nybroe fra sammen med sognepræst Heidi Torp fra Skanderborg Slotskirke og Smukfest komponerer et madarrangement på Slotsbanken i Skanderborg i forbindelse med årets Smukfest i uge 32.
Arrangementet tager udgangspunkt i historien om, hvordan Jesus ud af to fisk og fem brød sørgede for mad til flere tusinde mennesker, og det har derfor fået titlen 'Bespisningsunderet'. Mads Nybroe er manden bag gourmetmaden, mens sognepræst Heidi Torp står for den åndelige næring.
Måltid for alle
Allerede nu er det muligt at bestille billetter til arrangementet, der er åbent for alle - også dem, der ikke har billet til Smukfest.
Bespisningsunderet finder sted torsdag 8. august og fredag 9. august klokken 11.00 og 15.00 samt lørdag 10. august klokken 11.00 og 15.00. Der er plads til 100 gæster ved hvert måltid, som varer cirka to timer.
Hver kuvert koster 600. kroner og for det beløb får man fem gourmetretter samt drikkevarer. Tilmelding til troels@betabeta.dk.