Lars er klar til varme kartofler og 'gave-udfordringer'
Lars Clement tog 1. maj over som kommunaldirektør efter Lisbeth Binderup
Tiltrædelse Coronakrisen har vendt op og ned på mange ting i vores liv, og den har også stukket en kæp i hjulet for de planer, den nytiltrådte kommunaldirektør Lars Clement havde lagt for sin første tid i Skanderborg Kommune.
"Planen var, at jeg ville rundt og hilse på en masse mennesker og besøge eksempelvis de kommunale skoler. Det må vente. Også håndtryk og kram," fortæller han.
Men der er kram og varme håndtryk i vente til en længere række personer i kommunalt regi. Lars Clement var nemlig direktør i Skanderborg Kommune, inden turen gik til Mariagerfjord og en stilling der som kommunaldirektør.
"Der er selvfølgelig kommet nye ansigter i administrationen og i byrådssalen, men jeg kender rigtig mange mennesker rigtig godt," siger han og nævner den kendsgerning som en fordel i en coronatid.
"Fordi jeg ikke kan sige goddag på den måde, jeg gerne vil, er det en fordel, at jeg kender mange folk i forvejen."
Ud over at coronakrisen har forandret Skanderborg Kommune, er der også sket ting og sager i kommunen på de fire år, Lars Clement har været væk.
"Væksten har jo for alvor taget fart, og fra at arbejde i Mariagerfjord Kommune, hvor der var en succes at holde på de indbyggere, man havde, så handler det nu om at håndtere en stor tilvækst. Men jeg ser væksten som en gave og en udfordring, vi skal have løst," siger Lars Clement.
Du har arvet nogle varme kartofler, fx sagaen om Himmelbjergets fornyelse. Hvad tænker du om det?
"Det bliver spændende. Jeg ved godt, at der har været en del ballade om Himmelbjerget, men i min optik er det kun en styrke, at folk er engagerede. Og de engagerede er der mange af i Skanderborg Kommune, hvor landsbyerne står stærkt takket være et stort engagement. Jeg har allerede mærket, at der er en del, der gerne vil hjælpe mig med, hvad jeg skal mene," siger Lars Clement med et smil i stemmen.
Hvor synlig bliver du som kommunaldirektør?
"Hmmm... Jeg bliver nok mere tilgængelig og lydhør end fysisk synlig. Og man kommer nok ikke til at se mig til mange byfester og deltager i tovtrækningskonkurrencer."