Video: Genåbningsglæde i Salling - Velkommen tilbage!
Stormagasinet på Strøget slog dørene op mandag formiddag til en kontrolleret genåbning
"Velkommen tilbage. Butikkerne glæder sig til at se jer. Gadevarerne er rykket ind i butikkerne for at give bedre plads på Strøget. Brug afstribningerne, husk den gode afstand og pas på hinanden."
Det er ordlyden af det skilt, der møder aarhusianerne på Strøget mandag formiddag. Det er Gadeforeningen Strøget Aarhus, som står bag skiltet. Det er dag 1 efter otte ugers nedlukning, og Salling er sammen med størstedelen af butikkerne klar til at lukke kunder ind igen.
Et par minutter før dørene åbnes op, er der en rolig interesse fra forbipasserende. Ingen alarmerende køer.
I Salling har de fleste af de 500 medarbejdere været på arbejde de seneste uger for at gøre klar til genåbningen med at rydde op, gøre ekstra rent og få de forskellige afdelinger trimmet.
"Vi har været i gang i tre uger og arbejdet hårdt og intenst sammen for at gøre klar til åbningen. Alle har været glade for at komme på arbejde igen. Der er meget socialt ved at gå på en arbejdsplads, så det har været rigtig godt. Der har været en god stemning blandt medarbejderne og gensynsglæde. Vi har haft lyst til at give hinanden et stort kram, men det har vi undladt," siger Anja Kibsgaard, der er Store Director i Salling.
Genåbningsglæden er ikke til at tage fejl af.
"Det har været en fornøjelse at genåbne Salling. Det er noget, vi har ventet på i rigtig lang tid med spænding. Det er simpelthen gået så fint, og alle har været gode til at holde afstand. Vi har taget alle de forholdsregler, vi skulle i forhold til de retningslinjer, vi har fået fra myndighederne. Dem har vi fulgt til punkt og prikke. Så jeg synes faktisk, at vi har gjort alt, hvad vi kan i forhold til afstandsmarkører, plexiglas og håndsprit," forklarer hun.
Kunderne tager ændringer fint indtil videre og får ros med på vejen.
"Lige så meget som vi har savnet dem, så har vi heldigvis kunnet mærke, at de også har savnet os. Jeg fornemmer, at kunderne har været glade for at komme tilbage, og mange har også været henne ved de medarbejdere, som de plejer at gå til og hilse på. Og så synes jeg, de har været rigtig gode til at holde afstand og respektere hinanden," siger Anja Kibsgaard.
Der må maksimalt være 2.200 kunder inde ad gangen i stormagasinet, og det registrerer en elektronisk kundetæller ved alle indgange.
"Vi ved helt nøjagtigt, hvor mange kunder, vi har inde i stormagasinet, og vi har også en beredskabsplan klar, hvis vi kommer op i nærheden af det maksimale antal, så ved vi lige præcist, hvad vi skal gøre. Derudover har vi indkaldt nogle ekstra vagter til at gå rundt i huset i dag, og det vil der også være fremadrettet de næste par uger. Ellers har alle vores dygtige ledere herinde fået en ekstra tjans ved at gå rundt og holde øje med, at alt går rigtigt til," lyder det fra Anja Kibsgaard.