Pixynisser skabte trafikkaos i Hammel
Nogle specielle keramiknisser skabte trafikal trængsel i Hammel
HAMMEL Den Gamle Snedkergaard ligger godt gemt på Mindevej 2B i Hammel, men atmosfæren har alligevel bredt sig langt ud i landet, så folk kommer langvejs fra for at se på tøj og brugskunst – nu på 25 år.
”Forleden kom der nogen helt nede fra syd for Kolding. De havde set mit opslag på de sociale medier.”
Kinesere
Jytte Bach er hjemme i sin butik, fornemmer man straks. Den var oprindelig snedkerværksted og såmænd også Hammels første bibliotek, får jeg forklaret over en kop kaffe på disken denne tidlige morgen.
”Vi købte også nogle kinesere ud!”
Kinesere?
”Ja, sådan en kinagrill,” fortæller Jytte Bach og siger, at hun for 25 år siden startede et helt andet sted i Hammel.
”Vi indrettede kælderen i vores hus på Møllevangen som butik.”
Sygehjælper i 20 år
”Jeg var sygehjælper ved Hammel Kommune gennem 20 år, men holdt af at lave patchwork i fritiden. Det udviklede sig lige så stille med brugskunst, ja, vi havde også et solcenter på et tidspunkt,” siger hun, mens manden Lars kommer bærende på et par smarte papir- eller affaldskurve.
”Jeg er bydreng her i butikken,” lyder det fra ham med et stort smil.
De skrev, at jeg havde overtaget lageret, og så var der nærmest trafikkaos i Hammel. Rigtig mange kom forbi for at se nisserne.
Pixy-nisser
I tiden med butik på Møllevangen blev hele privaten inddraget til udstilling ved jule- og påskehøjtider.
Jytte Bach fik øje på keramikeren Bo (Bodil) Melanders pixynisser og får en aftale om at forhandle dem i Hammel.
”Men allerede året efter dør Bo Melander. Hendes børn ringede så og spurgte, om jeg ville overtage lageret i Birkerød.”
Det sagde Jytte Bach med det samme ja tak til.
”Jeg kan huske, at Jyllands-Posten bragte en artikel om Bo Melander, som var meget kendt. De skrev, at jeg havde overtaget lageret, og så var der nærmest trafikkaos i Hammel. Rigtig mange kom forbi for at se nisserne.”
Jytte Bach fylder 70 år i 2020. Hun kom til Hammel i 1977 fra Skørping med sine to piger, Gitte og Lone på seks og syv år efter hendes daværende mand var omkommet i en ulykke i udlandet.
Lars i Hammel
Hun møder Lars og parret bliver gift i 1981 og får sønnen Anders sammen.
”Han er 38 i dag, pigerne er 49 og 50 år. Det er jo vildt, så hurtigt det går,” siger Jytte Bach, der har alle børnene samlet rundt om i Hammel.
En alvorlig tid
Sidste år tog hun lige en dyb indånding, da hun fik konstateret brystkræft.
”Jeg - og min ældste datter, der også fik konstateret brystkræft samtidig – blev opereret samme dag, 29. oktober.”
I dag leves livet videre. Jytte har valgt at stoppe med strålebehandling, som gjorde hende dårlig.
”Det går jo.”
Hvad tænker du, når du vågner om morgenen?
”Uhh, jeg tænker meget. Jeg skal jo have Lars op,” lyder det med et grin.
”Jeg er god til at leve i nuet og så fokusere fremad. Jeg frygter ikke, selvom sygdommen kan komme tilbage. Så tager jeg det til den tid.”