Låsby Skole får penge til bordfodbold
Klubben på Låsby Skoles ønske om at købe et bordfodbold er blandt 29 udvalgte projekter fra hele landet, som modtager midler fra Mejeriernes Skolemælkslegat
låsby Så skal der igen scores masser af mål i klubben på Låsby Skole. Skolen kan nemlig få realiseret ønsket om at købe et nyt bordfodbold af høj kvalitet takket være en donation på 2.300 kr. fra Mejeriernes Skolemælkslegat. Og ud over at give Låsby Skoles elever muligheden for et slag bordfodbold kan spillet også bidrage til at styrke skoleklubbens rolle som lokalt samlingssted.
"Vores klub bliver ikke kun brugt efter skoletid, for lokalerne kan lånes af Låsbys borgere til forskellige arrangementer. I den forbindelse vil det også være, at man kan hygge sig med bordfodbold," skriver Martin Treumer, pædagog på Låsby Skole, i sin ansøgning til Skolemælkslegatet.
Mejeriernes Skolemælksordning står bag legatet. Det er stiftet for at støtte fællesskabs- og sundhedsfremmende aktiviteter rundt om på landets skoler.
Stor søgning
Der var hele 350 ansøgninger i den bunke, som dommerpanelet i begyndelsen af maj satte sig sammen for at vurdere, og afdelingschef hos Mejeriforeningen, Jan Hermansen, glæder sig over den store søgning.
"Det er dejligt, at så mange skoler har lyst til at lave projekter, som kan gøre en forskel for mange af eleverne. De 29 projekter, vi har valgt at støtte, giver eleverne oplevelser og viden, som de måske ellers ikke kunne få. Der var mange andre gode ansøgninger, så vi kan kun opfordre dem, der ikke kom i betragtning, til at de søger igen, når vi uddeler en ny portion legatmidler til efteråret," siger Jan Hermansen.
Sundhed og fællesskab
Mejeriernes Skolemælkslegat uddeler årligt 200.000 kroner. Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser eller elevråd, hvis skole er med i skolemælksordningen. I år er der uddelt beløb fra 1.200 kroner op til maksimumbeløbet på 5.000 kroner.
"Vi ønsker at sætte fokus på sundhed, bevægelse og fællesskab i klasserne og på skolerne. Mejeriernes Skolemælkslegat giver midler til aktiviteter, der er til gavn for hele skolen eller en enkelt klasse, og som styrker sundhed og fællesskab gennem gode oplevelser," siger Jan Hermansen.
Ansøgningsskema og mere information om næste legatuddeling findes på www.edutainmenthuset.dk.
mj