Tåning bliver ikke ændret til Tånning
Den folkelige opbakning til navneskiftet er ikke længere til stede, mener politikerne
Et ønske, om at landsbyen Tåning skal skifte navn til Tånning, er blevet skudt ned af Miljø- og Planudvalget.
Sagen udspringer af et initiativ taget af Sune Fredslund Andersen, der bor i Tåning, og handler om at bynavnet udtales, som havde det to n'er. og derfor bør staves sådan.
Sune Fredslund Andersen satte derfor gang i en indsamling af underskrifter, der hurtigt nåede op på godt 130 ja'er, hvilket udgør over halvdelen af de 'stemmeberettigede' i Tåning og Horndrup.
Kulturministeriets Stednavneudvalg har ellers sagt god for Tånning, der er i overensstemmelse med Center for Navneforsknings udtaleoptegnelse. Men de lokale politikere siger altså nej.
Forslaget har nemlig været ude i høring, og her er der en massiv modstand fra de høringsberettigede. Og flere af dem, der i første omgang har sagt ja til den nye stavemåde, trækker i deres høringssvar deres ja tilbage.
I høringsperioden indkom 40 høringssvar fra i alt 43 borgere og virksomheder.