UgeBladet giver en hjælpende hånd til de lokale butikker
UgeBladet overrakte onsdag en gavecheck på 40.000 kr. til cityforeningerne i Galten, Hørning, Ry og Skanderborg
For mange lokale butikker har coronakrisen kostet omsætningskroner og flere butikker har måtte dreje nøglen om.
For at bakke op om om den lokale handel har UgeBladet besluttet at forære 40.000 kroner til de fire cityforeninger i Skanderborg Kommune til on-line markedsføring. En gavecheck på beløbet blev overrakt i går, da de fire cityforeningsformænd var samlet til fælles møde.
"I en tid som denne er det vigtigere end nogensinde før, at vi står sammen lokalt. Det lokale er vores fælles fundament, og det skal vi værne om," understreger UgeBladets salgschef, Henrik Søstrøm.
"Vi vil gerne hjælpe de lokale cityforeninger til at blive synlige digitalt, så de kan fastholde den lokale handel, for det er utrolig vigtigt at holde fast i den trend, der er i øjeblikket, hvor folk mere end nogensinde før ønsker at handle lokalt og støtte op om deres lokale butikker," konstaterer han.