Fortsæt til indhold

Billige busser på Sjælland rokker ikke aarhusianske letbane-holdninger

Transportministeren opfordrer til at se på fremtidens investeringer i kollektiv trafik i Aarhus, efter ny analyse peger på god forrentning af BRT. Teknikrådmand glæder sig. Borgmesteren står fast på letbane

Samfund
Esben Larsen Mikkelsen, JP Aarhus

Vippede vægtskålen til fordel for BRT-busser i stedet for mere letbane i Aarhus, da Transportministeriet for nyligt offentliggjort en analyse, der viser store samfundsøkonomiske gevinster ved at skifte de nedslidte tog på Østbanen på Sjælland ud med BRT-busser?

Helt klart, mener teknikrådmand Bünyamin Simsek (V).

Slet ikke, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).

Ikke desto mindre er den samfundsøkonomiske forretning ved BRT på østbanen så opsigtsvækkende, at transportminister Benny Engelbrecht i fredagens Jyllands-Posten opfordrede regioner og letbaneselskaberne i Aarhus, Odense og København til at overveje fremtidsmulighederne.

Hvad nytter det?

Det er Bünyamin Simsek (V) godt tilfreds med. Han mener, at analysen er med til at give et mere oplyst grundlag for de kommende investeringer i højklasset kollektiv trafik i Aarhus.

"Det falder godt ind i min dagsorden om, at vi skal have mest mulig kollektiv trafik for pengene. Skinner er godt på den måde, at de er reserveret til den kollektive trafik. Men hvad nytter det, når driften er så dyr, at hyppigheden af tog, der kører, bliver meget lav," siger han og understreger, at han ikke argumenterer ud fra et ønske om nogen bestemt transportform:

"Jeg tager i stedet udgangspunkt i, at vi aldrig får penge nok til at investere rigeligt i den kollektive trafik. Derfor skal vi gå efter mest mulig kollektiv trafik for penge. Hvis det kan det ske med BRT-busser eller andre former, så skal man klart gå den vej."

BRT betyder Bus Rapid Transit og er særligt lange busser, der også bliver kaldet letbane på gummihjul. I Aalborg bliver bygget en BRT-linje, da kommunen modsat Aarhus, Odense og København ikke kunne få økonomisk tilskud til at bygge en letbane med skinner og køreledninger.

Benny Engelbrecht tog i fredagens Jyllands-Posten ikke konkret stilling til letbaneplanerne i Aarhus, men sagde om analysen:

"Dette må være en øjenåbner for alle, der enten skal ændre på deres eksisterende kollektive trafik eller skal til at lave nyanlæg."

Rokker ikke ved holdning

I efteråret 2019 gik en VVM-undersøgelse i gang af letbanens etape 2, der skal koble Aarhus Ø, Brabrand og Hinnerup til første etape. Aarhus Byråd har dog besluttet at undersøge fordele og ulemper ved at anvende BRT-løsninger til Brabrand og Hinnerup. Samme undersøgelse er ifølge indstillingen til VVM-undersøgelsen ikke relevant til Aarhus Ø, da forholdene på Kystvejen ikke levner plads til busserne.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) har benyttet en del af fredagen på at finde ud af, hvad transportministeren helt nøjagtig mener om det igangværende arbejde med højklasset transport i Aarhus. Ifølge borgmesteren er svaret fra Benny Engelbrecht entydig: Der ikke er ændret i opbakningen til planerne i Aarhus.

"Det er vigtigt at sige, at den nye analyse ikke gælder letbanestrækningerne i Østjylland. Analysen kan ikke sige noget om forrentning af BRT i Aarhus," siger Jacob Bundsgaard, der understreger, at han tror på en kombination af forskellige højklassede kollektive trafikløsninger, da en letbane ikke er hensigtsmæssig alle steder:

"Men analysen rokker ikke ved Socialdemokratiets holdning til letbanens etape 2. Den har heller ikke givet anledning til ændringer i statens holdning. Der kommer en lokal analyse af BRT på etape 2, når VVM-undersøgelsen er færdig, fordi byrådet har ønsket, at BRT skal med ind i overvejelserne."