Millionær fra Hammel har ikke meldt sig endnu
Danske Spil mangler seks millionærer over hele landet, den ene i Hammel
Hammel En person der har købt en lotto-kupon i Centerkisoken i Hammel går sandsynligvis stadig uvidende rundt.
Uvidende om, at der ligger en million kroner og venter.
For helt usædvanligt mangler Danske Spil i øjeblikket seks millionærer.
I løbet af de seneste tre uger er 17 danskere blevet millionærer på Lotto og Eurojackpot, fortæller Danske Spil i en pressemeddelelse.
Heraf er der fem vindere, som endnu ikke har været nede i kiosken og præmiesøge deres kupon, hvilket er nødvendigt for, at de kan få deres gevinst udbetalt. Der er også en vinder tilbage fra juni måned, som stadig mangler at præmiesøge. Derfor går Danske Spil nu ud og efterlyser vinderne med en opfordring til at få tjekket deres kuponer.
"Først og fremmest har vi været inde i en periode med virkelig mange vindere. Derfor er det selvfølgelig naturligt, at der kan være flere, der ligger inde med en kupon, de ikke har fået tjekket. Vi vil jo meget gerne have, at vores spillere får deres gevinster, så derfor vil vi gerne lige minde folk om, at de skal gå til deres forhandler med kuponen," siger Presse - og kommunikationsrådgiver hos Danske Spil, Camilla Cornelius.
Det sker heldigvis yderst sjældent, at Danske Spil ikke kommer af med deres gevinster.
"Vi plejer heldigvis at finde vinderne. Det hjælper ofte, at de læser om det i medierne, eller at de taler med naboen eller vennerne, som har læst om det. Derved bliver de lige mindet om, at der hænger en Lotto kupon på køleskabet eller ligger i bukselommen på et par bukser, der er lagt til vask. Tænk, hvor ærgerligt det ville være, hvis man endelig vandt og så ikke fik pengene. Det kan man jo næsten ikke holde ud at tænke på," lyder det.
På alle kuponer med en gevinst på mere end 200 kr. har man et år til at gøre krav på gevinsten, efter det går gevinsten tilbage i spillet.
Vindere med en gevinst på over 1.500.000 kr. bliver tilbudt at få besøg af en af Danske Spils millionærrådgivere.