Greenways.dk skal undersøge potentialet for bæredygtig camping i Søhøjlandet
Isabellafonden støtter projektet
Hvordan kan camping blive en mere grøn og bæredygtig rejseform?
Det skal Greenways.dk i gang med at udforske i et nyt forprojekt i samarbejde med Isabellafonden og en række campingpladser i Søhøjlandet.
"Vi skal undersøge, hvilken viden campingpladserne i Søhøjlandet allerede har om bæredygtighed. Har de allerede nogle idéer og nogle tiltag? Hvordan kan de forbedres? Det vil vi gøre med en rundspørge blandt lederne og medarbejderne, men vi vil også lave en rundspørge blandt gæsterne på campingpladserne for at finde ud af, hvilken betydning bæredygtighed har, når de vælger campingplads og rejsemål i det hele taget," fortæller Marianne Purup.
Hun udgør sammen med Mia Bay Greenways.dk, der med adresse tæt på Himmelbjerget i Ry har til formål at skabe og understøtte bæredygtig økoturisme og grønne oplevelser i Søhøjlandet.
Marianne Purup peger på en global tendens, hvor turister er begyndt at flytte interessen fra flyrejser til fjerne himmelstrøg til ferie tættere på hjemmet.
"Flere og flere vil gerne udvise ansvar og efterspørger muligheden for at gøre deres rejser mere klimavenlige på den ene eller anden måde. Vi har således set en stigende interesse for bl.a. camping i Danmark, der er et rigtig godt eksempel på en bæredygtig rejseform. Det skyldes blandt andet, at transportafstanden ikke er specielt lang, men også, at hele rejseformen handler om at være i naturen. Men derfor er der stadig masser af potentiale for at gøre camping til endnu mere grøn," siger hun.
Men det skal også kunne betale sig for campingpladserne at blive bæredygtige og indarbejde grønne løsninger, mener Marianne Purup:
"Vi tror på, at der ligger en stor økonomisk mulighed for campingpladserne i at markedsføre sig som bæredygtige pga. efterspørgslen. Men der kan også være potentiale i at spare penge. Det kan være, at de klimavenlige løsninger er billigere i sidste ende. Vækst og bæredygtighed kan gå hånd i hånd."
Når Greenways.dk er færdig med undersøgelserne og rundspørgerne, vil resultaterne blive omsat til et handlekatalog med konkrete anbefalinger og grønne rettesnore til, hvad de enkelte campingpladser kan gøre for at fremme deres bæredygtighed.
"Det handler i sidste ende om at finde nogle konkrete løsninger og strategier, som campingpladserne faktisk kan benytte. Det kan for eksempel være nogle bestemte indsatsområder såsom at minimere forbruget, udvikle bedre affaldssortering og finde klimavenlige alternativer," forklarer Marianne Purup.