Fortsæt til indhold

Jens og Poul har prøvet lidt af hvert gennem fire årtier

To 40 års jubilarer hos Falck i Hammel

Samfund
Michael Wulff

HAMMEL "Hvis vi skal have et billede med ambulancen, så skal du ... nå, den kører nu!"

Falck-stationen på Ny Tilemannsvej i Hammel danner i disse måneder ramme om flere 40 års jubilarer. Her render man ikke sådan lige af pladsen.

Hardy Guldmann rundede 1. juni, og når juni bliver til juli kan endnu to fejre jubilæum: 59-årige Poul Jensen som deltidsbrandmand og i dag brandstationsleder samt ambulancebehandler Jens Jørgensen, 63 år.

20 mand på stationen

De mødte begge op mandag 2. juli 1979 til et liv med spænding hos Falck.

"Dengang var vi 17 mand plus tre ledere. I dag er vi to til ambulancen - og de er så lige kørt," siger Jens Jørgensen, der kom fra militæret, hvor en femårig kontrakt udløb.

Poul Jensen fra Hammel blev elektrikerlærling 'fordi min far kendte en på arbejdsformidlingen, og der var mangel på elektrikere'.

Der gøres status, når et 40 års jubilæum med 'horn og lygter' indfinder sig.

Lærte vejen til sygehuset

Hos Bjerborg El-service hed svenden Hardy Guldmann.

"Hardy havde en fætter, der var deltidsbrandmand. Det ville Hardy også være og fik mig med en måned senere."

Jens Jørgensen, der er opvokset på Farre Hede, gik fuldtid ind i jobbet på Falck-stationen. Han blev redder med autohjælp, dyreredning, brand og ambulancekørsel.

"På dag to var jeg med på en stille tur til sygehuset, så jeg kunne lære at kende vejen. Dagen efter kørte vi udrykning, og så fik jeg lov alene at køre ind og hente patienter på sygehuset."

Dengang var ambulancekørsel nærmest kun en transportopgave, modsat i dag, hvor der bruges tid på at stabilisere, inden kørslen starter.

"Vi kunne dengang give patienten et næsekateder med ilt og så ellers køre mod sygehuset. I dag kan vi nærmest 'helbrede' patienten, inden vi kører mod sygehuset," fortæller den erfarne ambulancebehandler, som er til prøve hvert år og dagligt skal opdatere sig på ny medicin og nye instrukser.

Store brande

Jens har i de 40 år været i Hammel på nær i årene 2004-2009, hvor han arbejdede for Falck i Silkeborg.

Når Poul Jensen kigger tilbage, står et par brande lysende klart: Stearinlysfabrikken i Bøstrup.

"Det var en stille sommeraften, jeg husker ikke året, men røg og flammer stod lige op. Vi kunne ikke stille meget op."

"Ja, vi kunne se det fra bakkerne i Gjern," indskyder Jens.

"Og så da avlsbygningerne, som lå sammen med den røde lade på Frijsenborg, brændte ned. Laden reddede vi, selvom den også brændte indimellem."

Både Poul og Jens er uddannet som røgdykkere.

"Det skete ude på Toustrup Mark. Når et hus skulle rives ned, spurgte de altid Falck, om vi kunne bruge det til noget. Og så blev der sat ild i det, vi fik flasker på ryggen og blev sendt ind i huset for at træne."

Fødsel i elevatoren

Jens Jørgensen har været med til flere fødsler, som er gået i gang, inden ambulancen nåede sygehuset.

"En gang fødte kvinden i elevatoren på Silkeborg Sygehus," fortæller han.

Deltidsbrandmanden er kun deltids og har et job ved siden af. Det kan være udfordrende.

"En lørdag kørte vi til markbrand," fortæller Poul.

"Søndag morgen var der en stor gårdbrand med 2000 svin ved Gjern, og da vi natten til mandag klokken 4 kom tilbage gik alarmen om ild i en dobbeltgarage i Bøstrup. Klokken 9 mandag mødte jeg på arbejde som elektriker i Aarhus, men da jeg havde fri mandag eftermiddag var der gårdbrand ved Farre. Der var jeg ved at være træt af at slæbe slanger."

De to jubilarer har slået sig sammen om en brunch i kulturhus Inside lørdag 29. juni kl 09.30.