Nye leje-rækkehuse i Malling er klar til indflytning
37 rækkehuse står færdige i Malling, og home i sydbyen står for udlejningen
byggeri Krekærlunden. Det er navnet på 37 nye rækkehuse, der er færdigopførte og venter på at blive færdigudlejet.
Ved årsskiftet flyttede de første ti ind i boligerne, to er reserveret, mens 25 stadig er ledige. Salgschef og ejendomsmægler hos home i Sydbyen, Torben Skov Lauridsen oplyser, at man netop har startet en kampagne, så de sidste huse kan blive lejet ud - gerne inden sommerferien.
"Vi kører med, at man kan flytte i nyt og få tre måneders gratis husleje. Nu vil vi gerne have fyldt op med det samme, og vi sætter derfor alle sejl til. Det er ingen hemmelighed, at der er mange lejeprojekter i gang rundt omkring, men vi har en klar forventning om, at alle boligerne er lejet ud inden sommer," siger Torben Skov Lauridsen.
Flere størrelser
Rækkehusene er lavet i to forskellige størrelser - 116 og 126 kvadratmeter - og byggeriet gik i gang sidste år i forbindelse med påsken.
"Husene har en rigtig god indretning med blandt andet et bryggers og badeværelser både i stuen og på førstesal. Det betyder faktisk meget for mange, at der er et bryggers," fortæller Torben Skov Lauridsen.
Alle er velkomne
Egentlig var tanken, at byggeriet primært skulle henvende sig til børnefamilier, men det har vist sig, at det er alle typer, der har lejet de ti huse indtil videre.
"Det er alle grupper, der efterspørger husene - også seniorer. Vi oplever faktisk sjældent, at den gruppe er bange for trapper - det er en skrøne," siger Torben Skov Lauridsen og fortsætter:
"Jeg synes, at husene er rigtig godt indrettet. Der er mange, der gerne vil have, at der er værelser og bad på førstesal."
Alle husene er udstyret med terrasse og have, ligesom det også er tilladt at have husdyr.