Træerne ved Clausholm Slot
I denne sommerserie kan du blive klogere på ni fredede områder i Favrskov Kommune
Natur Ved Clausholm Slot er en række træer i parken fredet.
Det var daværende ejer lensbaron H. Berner Schilden Holsten, som frivilligt tilbød at frede forskellige træer i parken. I Fredningsnævnets protokol fra 1939 står der:
"Ejeren lensbaron H. Berner Schilden Holsten tilbød i den til Clausholm hørende park at frede de træer, der udgør Dronningens Allé og den parallelt dermed løbende Alle samt den eg, der vokser tæt syd for Dronningens Alle i "Kalvefolden", yderligere "Emmeluths Elm" ved Clausholms Mølle, endelig de lindealletræer, der står på Slotsholmen."
Clausholm Slot ligger mellem Voldum og Aarslev på Clausholmvej. Adgang til parken og de fredede træer kan ske mod entré. I 2009 er der i slotsparken anlagt en ny sti, så man kan gå hele vejen rundt om slottet. Lidt længere ude ad Dyrehavevej ligger Hvalløs Kalkgrav. En frivillig fredning, som er af geologisk interesse. I dag er den temmelig tilgroet.
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening