En sand artikel om Tema Centret
Sandet har indtaget den nu væltede halvdel af Tema Centret. Snart går man til stålet
Hammel Det næste halve års tid kommer du til at se en del sand og byggerod ved Tema Centret i Hammel.
For lige nu er Topdanmarks forvandling af Tema Centret ved at tage form, samtidig med at Super Brugsens nye tilbygning først er ved at danne sin nye skikkelse om et par uger.
Lige nu er de sidste rester af den nu væltede bygning ud mod Godthåbsvej ved at blive fjernet. Og i uge 34 vil der blive rejst et stålskelet og derefter kommer der tag på, fortæller byggeleder Jesper Gade fra Kaj Ove Madsen A/S Aarhus.
"Tilbygningen kommer til at bestå af stål og glas og derfor rejser vi først stålfundamentet, bygger taget på og kommer glasset på efterfølgende," forklarer han.
Derfor kan du i disse uger se en masse sand, der kommer til at danne fundamentet til både 5-600 kvadratmeters udvidelsen af SuperBrugsen, samt det parkeringsområde, der skal etableres mellem Tema Centrets nye facade og den nye tilbygning til SuperBrugsen.
Tidsplanen forventes stadig at holde, så det nybyggede område står først helt parat i februar 2020," lyder det fra byggeleder Jesper Gade.
Facaden er færdig
Den nye facade i Tema Centret står færdigt og både Center Kiosken, Loop og Sportmaster er helt på plads, mens der stadig er ledige lejemål, der skal besættes i den tidligere del af centret hvor senest Eurospar havde butik.
Det er først nu, at arbejdet med at finde lejere for alvor går i gang, da det har været svært for nye butiksejere helt at kunne se, hvordan området vil præsentere sig, har Jan Pedersen fra Estate Advice, tidligere fortalt Lokalavisen Favrskov.
Derfor vil de kommende lejeres behov til størrelsen og krav til et lejemål stadig kunne bestemme lidt, hvordan den sidste del af Tema Centret kommer til at se ud i helt færdig form.
Lille omvej
De forbipasserende, der har parkeret på Godthåbsvej ved Kommunen, kan det næste halve års tid ikke smutte over til torvet ved Tulstrup-pigen langs med SuperBrugsen, for den strækning vil være lukket i forbindelse med ombygningen, så man må udenom.
"Det kan vi desværre ikke åbne op for, den del af området vil være en del af byggeriet de kommende mange måneder." lyder det fra Jesper Gade.