Fortsæt til indhold

Her er planen for ny bydel over banegraven

Et stort konsortium skal stå for udviklingen af banegraven i Aarhus Midtby. Hele 110.000 kvadratmeter byggeri er planen

Samfund
Arkiv
Illustration: C.F. Møller

En helt ny bydel er på tegnebrættet. Denne gang er det i hjertet af Aarhus, at der skal opføres tusindvis af kvadratmeter byggeri.

Af en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune fremgår det, at rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), vil have kommunen til at indgå i et konsortium sammen med PensionDanmark, DSB Ejendomme og MT Højgaard om at udvikle et koncept for en ny, bæredygtig bydel over banegraven i Aarhus.

Bydelen skal placeres over banelegemerne mellem Frederiks Allé og M.P. Bruuns Gade.

Magistraten har på et møde mandag anbefalet, at byrådet tiltræder Simseks indstilling.

I første omgang skal konsortiet udarbejde et konkret projekt for bydelen, som Aarhus Byråd kan tage stilling til, før de endelige planer kan føres ud i livet. Også Folketinget skal godkende projektet og dets eventuelle konsekvenser, skriver kommunen.

”Jeg ser frem til at indgå i et samarbejde med denne gruppe stærke spillere, som alle kan bidrage positivt til udviklingen af Aarhus. Nu skal vi afsøge mulighederne for, hvilke kvaliteter projektet kan tilføre området omkring banegraven. Med områdets beliggenhed er der mange aspekter, vi skal være opmærksomme på - ikke mindst udfordringerne med parkering, men det er også meget vigtigt, at vi har fokus på, at vi bygger bæredygtigt i den nye bydel," siger Bünyamin Simsek.

Illustration: C.F. Møller

Bilfri bydel

En af tankerne omkring projektet er, at bydelen skal være bilfri, men at man kan etablere et parkeringsdæk under bydelen.

"Der er tale om en helt unik beliggenhed i en by i rivende udvikling. Vi venter i samarbejde med DSB, Aarhus Kommune og MT Højgaard at kunne etablere en meget attraktiv bæredygtig bydel med meget tiltrækkende byrum, som bidrager til byens liv. Som investor er det spændende at være med til at præge byudviklingen i Aarhus, og vi venter stor interesse for at bosætte sig eller arbejde i Banekvarteret," siger Kim Bøgvad Larsen, projektudviklingsdirektør i PensionDanmark.

Det er Banedanmarks arbejde med at elektrificere jernbanen til Aarhus Hovedbanegård, der gør overdækningen aktuel. Arbejdet vil nemlig betyde, at togtrafikken i en periode vil blive begrænset, og det vil give plads og mulighed for at bygge en ny konstruktion over banelegemet.

"Kvarteret vil ikke alene blive bæredygtigt og bilfrit, men for eksempel vil det også få en ny og kundevenlig adgang til sporene og Aarhus Banegård. Det bliver et stærkt hold, der skal være med til at løse denne meget komplekse opgave, og vi glæder os til at gå videre med første etape," siger underdirektør i DSB Ejendomme Jes Transbøl.

Illustration: C.F. Møller

Flere problemstillinger

MT Højgaard har siden 2017 sammen med arkitekt C.F. Møller arbejdet intensivt på at skabe et projekt, som kan udfylde et tomrum og skabe en ny, grøn og attraktiv bydel midt i Aarhus, som vil binde Midtbyen sammen med Frederiksbjerg på en ny og spændende måde.

"Vi gik for et par år siden i dialog med DSB Ejendomme, da vi havde nogle visionære tanker og idéer for Banegraven og Banegravskvarteret i Aarhus, som vi gerne ville præsentere for dem. Vi har sidenhen haft et godt samarbejde, som nu også inkluderer PensionDanmark, og vi har sammen skabt et visionært og realisérbart projekt, som kommer Aarhus og aarhusianerne til glæde og gavn," siger projektudviklingsdirektør i MT Højgaard, Finn Mortensen.

Projektet afhænger ikke kun af politikernes velvilje. Det er særdeles komplekst og har store tekniske såvel som økonomiske problemstillinger, som skal adresseres, før det afgøres, om projektet er realiserbart.

De mange parter er derfor i gang med en række undersøgelser, som skal afdække om projektet kan realiseres i forhold til krav om tidsplan og økonomi.