Fortsæt til indhold

Virksomheder fra Skanderborg får medarbejdermatch

Med projektet 'Akademiker i Erhvervslivet’ har nyuddannede humanistiske kandidater fra Aarhus Universitet startet deres arbejdsliv i 17 helt nye stillinger

Samfund
Arkiv

skanderborg Det humanistiske fakultet på Aarhus Universitet vil med projektet 'Akademiker i Erhvervslivet' hjælpe til vækst i små- og mellemstore virksomheder ved at matche nyuddannede kandidater og virksomheder der endnu ikke har humanistisk arbejdskraft.

Blandt de mange virksomheder, der har taget imod tilbuddet om at få tilknyttet en nyuddannet kandidat, er Dermaspace i Skanderborg, der har stor succes med at sælge hudplejeprodukter fra Sydkorea.

"Vi står overfor lancering af en række nye produkter, men er i tvivl om, hvordan markedet og målgrupperne ser ud. Så det er en kæmpe hjælp for os, en lille iværksættervirksomhed, at kunne få en højtuddannet medarbejder til at arbejde med netop den opgave i en periode. Den faglige og helt nye viden, som en kandidat kommer med, vil helt klart løfte vores beslutningsgrundlag til et højere fagligt niveau," fortæller virksomhedsejer Mette Vernegaard.

ErhvervSkanderborg

For det humanistiske fakultet er projektsamarbejdet et nyt felt at bevæge sig ind på, men allerede nu viser erfaringerne at samarbejdet mellem universitet, lokale erhvervsråd og de enkelte virksomheder giver god mening.

"Vi vil rigtig gerne bidrage til at bygge bro mellem universitetet og erhvervslivet og dermed mellem studerende og medarbejdere i vores lokale virksomheder. Vi kan se hvilken forskel det gør for en mindre virksomhed, når en akademiker kommer med nye input, og det vil vi gerne sprede ud til så mange virksomheder som muligt," fortæller Erhvervschef for ErhvervSkanderborg, Anja Ellersgaard Basse.

Projektet er for Aarhus Universitet også et jobfremmende tiltag, der skal introducere og knytte flere af de helt nyuddannede kandidater til arbejdsmarkedet hurtigere end nu.

"Vores ambition er, at vi efter projektet vil have et endnu bedre grundlag for samarbejde på tværs af erhvervsliv, erhvervsråd og universitetet, og at vi kan være med til at gøre overgangen fra universitet til arbejdsmarkedet smidigere," fortæller projektleder for 'Akademiker i Erhvervslivet' Jannie Laigaard.

mj