Fortsæt til indhold

Kvickly-grundens fremtid er fortsat uafklaret

Flere borgere står stadig uden nære indkøbsmuligheder, siden Kvickly lukkede for snart fire år siden.

Samfund

En nysgerrig borger skrev for nylig til Uge-Bladet Skanderborg, for at høre om der var noget nyt om fremtiden for Kvickly-grunden på Adelgade. Flere borgere i området har savnet nære indkøbsmuligheder siden butikken lukkede i 2019. Samtidig har byens erhvervsliv længe håbet et byggeri med butikker på grunden, som ville butikslivet i den nordlige ende af Adelgade et boost.

Interesserede parter må dog væbne sig med tålmodighed. I et skriftligt svar til Uge-Bladet Skanderborg, skriver Coop, der ejer grunden, at der intet nyt i sagen, og at de ikke har yderligere kommentarer.

Grunden har da også været gennem lidt af en rutsjebanetur, siden Kvickly lukkede i 2019.

Højt at flyve

For fire år siden, kort før Kickly lukkede, så det ellers ud som om, at byggeplanerne var i fuld gang. Dengang udtalte daværende udviklingschef i COOP – nu ejendomsdirektør, Flemming Møller Hansen følgende.

»Vi har sat gang i et samarbejde med Skanderborg Kommune om at få udarbejdet et forslag til en lokalplan for grunden, så der kan ske noget i 2019.«

Coop har i flere år arbejdet med forskellige forslag til byggeri på grunden, som koncernen har ejet siden begyndelsen af 1970’ern. Siden lukningen af Kickly, har koncernen dog stødt hovedet mod muren i byrådet, hvor det ene idéoplæg efter det andet er blevet afvist. I oktober 2019 afleverede Coop et projektforslag, der indeholdte en 11 etagers bygning i 37 meters højde. Oplægget blev dengang blankt afvist i byrådet, og fik skarpe ord med på vejen af borgmester, Frands Fischer (S) i april 2020.

»11-12 etager er jo helt håbløst.«

Sagen fik Økonomiudvalget til at sætte skub i processen om at fjerne muligheden for byggerier i den højde i området. En proces som blev gennemført med kommuneplanen i oktober 2021, som reducerede muligheden for at bygge højt centrale steder i Skanderborg, Ry, Stilling og flere andre byer. Samtidig holdt byrådet fast i sin insisteren på en dagligvarebutik i et fremtidigt byggeri.

Grønt lys til nye planer

Halvandet år senere i oktober 2021 kom der dog endelig et gennembrud i sagen. Her blev byrådet nemlig enige om at sende et ændringsforslag til den nye kommuneplan i 14 dages høring. Ændringsforslaget omfattede blandt andet Kvickly-grunden, og ændringerne indebar en ændring af byggerammen, så der åbnedes for byggeri i 4,5 etager eller op til 20 meter ud mod Adelgade, voksende til 5,5 etager eller 23 meter midt på grunden og faldende til 3,5 etager eller 17 meter nærmest søen.

I det første udspil til den nye kommuneplan blev højden ellers sat til maksimalt 4,5 etage ud mod Adelgade faldende til to etager mod søen. Samtidig blev bebyggelsesprocenten reduceret betydeligt.

I sit høringssvar til det kommuneplanforslag konkluderede COOP, at den ændring lå så langt fra deres oplæg, og at et byggeprojekt på grunden måske helt måtte opgives, hvis de nye rammer blev vedtaget. Det fik tilsyneladende politikerne på andre tanker, og derfor indgik man ovenstående kompromis til stor tilfredshed for COOP.

»Vi er glade for den dialog, der har været med politikerne og for, at et samlet byråd har lyttet. Med de nye meldinger kan vi investere i at udarbejde et projekt, som er realiserbart, bæredygtigt bygget og til gavn for både byen og COOP. Det er klart, at vi gerne havde set endnu lempeligere rammer, men med det udspil, der ligger nu, har vi mulighed for at lave et fornuftigt byggeri på grunden, som også vil blive pænt i bybilledet i Skanderborg. Så vi bakker op om det forslag, byrådet nu har sendt i høring,« udtalte ejendomschef Flemming Møller Hansen i forbindelse med afgørelsen.

Siden har der ikke været nyt i sagen, og yderligere detaljer om byggeriet har været sparsomme. Derfor må borgerne i Skanderborg væbne sig med tålmodighed for nuværende.