Stort corona-testcenter samles ved AUH
Fra mandag vil der blive corona-testet i stor stil ved Aarhus Universitetshospital
Den 26. oktober flytter test af personer uden corona-symptomer og af personer, som ikke har brug for en sundhedsfaglig vurdering, fra de hvide telte ved Vejlby-Risskovhallen til det nyopførte COVID Testcenter Aarhus ved Aarhus Universitetshospital.
Det oplyser hospitalet i en pressemeddelelse.
På den nordlige del af hospitalsområdet er der blevet opført nogle vintersikre pavilloner, som skal afløse teltene i Vejlby og på AUH for at samle alle test i Aarhus i ét testcenter.
Personer, som er henvist til test af en læge eller hospitalsafdeling, vil til og med torsdag 29. oktober fortsat blive testet i de hvide drive-in telte ved AUH, men fra 30. oktober vil også test af disse personer foregå i det store, nye testcenter.
Sammenlægningen skal sikre en bedre koordineret og mere fleksibel udnyttelse af den samlede testkapacitet - samt gøre det hele mere enkelt og overskueligt for borgerne.
Testcenteret vil have testtider i tidsrummet klokken 07-21 på hverdage og lidt kortere i weekenderne – afhængig af behovet. For ikke at belaste myldretidstrafikken i området om eftermiddagen unødigt vil antallet af testtider være stærkt reduceret mellem klokken 14.45 og 15.45.
Ved siden af COVID Testcenter Aarhus er Statens Serum Institut ved at opføre en laboratoriebygning, hvor der skal analyseres covid-19 tests fra personer, som ikke har symptomer - eller ikke har brug for en sundhedsfaglig vurdering - i hele Vestdanmark.
Testcenter Aarhus er et af syv nye testcentre i Region Midtjylland, som også bliver placeret i Randers, Horsens, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro.
dp