Fortsæt til indhold

Gitte tog til Italien for at lære at lave mad - kom hjem 10 år senere som kunstner

45-årige Gitte Wendelboe fra Borum tog til Italien med håbet om at lære at lave mad, men kom hjem 10 år senere som kunstner

Samfund
Jesper Gundorph

På tur med Jesper Under en gåtur i landsbyen Borum, vest for Aarhus, går jeg op ad en grusvej ved siden af kirken. For enden af grusvejen ser jeg en farverig lyskæde hænge fra en hæk.

Hækken står foran et gult hus, hvor døren til huset står åbent, og man kan høre musikken spille. Jeg føler mig inviteret indenfor allerede. Med stor nysgerrighed går jeg hen og banker på den åbne dør.

"Kom ind," lyder det inde fra huset, som om 45-årige Gitte Wendelboe, der bor i huset, har ventet mig hele dagen.

Jeg træder ind ad døren, tager mine sko af og går ind i stuen. Det er en eksplosion af sanseindtryk, der rammer mig.

Ikke helt som de andre

"Jeg er nok et af de sidste steder i Borum, hvor man må ryge indenfor. Jeg bor alene, og jeg har ikke nogen børn," fortæller Gitte Wendelboe.

Hun har boet i Borum i otte år, efter at have boet i Horsens ad flere omgange i løbet af sin ungdom, mens hun brugte slutningen af sine 20'ere og starten af sine 30'ere i Italien.

"Jeg tog til Italien for at lære at lave mad. Men hende der havde det sted, hvor man kunne leje ferielejligheder, var skulptør. Og hun spurgte så ind til min baggrund, og jeg sagde, at min mor var keramiker, og at jeg da vidste lidt om ler, for det havde vi altid derhjemme," husker Gitte Wendelboe.

Det ene ledte til det andet, og året efter tog Gitte Wendelboe tilbage til Carrara i Toscana, hvor skulptøren, hun havde mødt, ventede på hende.

Foto: Jesper Gundorph

Kunstner ved et tilfælde

Hvad der skulle være endt med bedre færdigheder i køkkenet, endte for Gitte Wendelboe med at give færdigheder andre steder.

"Det hele tog en drejning. Jeg tog af sted med en drøm om at lave med, og jeg kom hjem og kunne lave noget kunst af ler," fortæller Gitte Wendelboe.

Den italienske oplevelse endte med at vare omkring 10 år, hvor hun blandt andet også fik sig en uddannelse på kunstakademiet i Carrara.

Fredagsbar

Midt under fortællingen om Gitte Wendelboes italienske eventyr, kommer Alma ind ad døren. Hun er Gittes niece, og hun er den første af flere gæster, der dukker op, mens jeg er på besøg. Gitte Wendelboe fortæller, hun nogle gange holder fredagsbar.

Lidt efter lidt kommer en håndfuld gæster på besøg, og jeg vælger at lade dem have deres fredagsbar i fred.