Fortsæt til indhold

Nu sejler pramdrageren igen i sin egen sø

Efter et år som tørlagt er pramdrageren atter i vand

Samfund
Christina S. Johansen

Hammel Turen på skibsværft er slut for den lille pramdrager i søen ved Hammelvej/Kappelskildevej/Søndermarken i Hammel.

Onsdag 20. november blev han nemlig atter søsat - nu i en repareret udgave.

Sagen var nemlig den, at hele bunden var faldet totalt fra hinanden på den 16 år gamle figur.

Det blev klart, da søen for et år siden blev renset op.

Derfor blev pramdrageren - som altså officielt hedder 'At gå på vandet' - trukket på land.

"Nå, det var så det. Nu er han død, men han har også gjort det godt," tænkte Lone Boye, som i dag sidder i Favrskov Byråd, men tilbage i 2003 var leder af billedskolen.

Det var hende, som dengang fik idéen til værket.

Peter Boye retter her snorene til, mens Lone Boye kigger til bagved og viceborgmesteren i Hammel anno 2003, Hans Jensen, står klar forrest. Foto: CSJ

Skulle ikke have lov at dø

Men nej, pramdrageren skulle ikke have lov at dø, mente Peter Boye fra Boye Inventar.

"Jeg kommer jo ofte i Hundeskoven ved siden af og kunne se, at han stod på land. Så jeg spurgte Lone, hvad der nu skulle ske med ham," siger Peter Boye, som bestemt mente, at figuren var værd at redde.

"Han hører da til her," siger han.

Det er Peter Boye i øvrigt ikke ene om at mene. Mange har således skrevet til Lone Boye over det seneste år og spurgt, hvor figuren dog er blevet af, ligesom der har været skriverier i den lokale Facebook-gruppe.

Peter Boye tog derfor opgaven på sig at få konstrueret en ny bund til værket. Løsningen blev 30 centimeter flamingo.

"Så nu kan han tage 30 år mere," siger Peter Boye.

Højt at flyve. Heldigvis gik flyveturen godt og værket kom sikkert i vandet. Foto: CSJ

Fra badekar til egen sø

Historien bag 'At gå på vandet' er følgende: Tilbage i 2003 havde Hammel en kulturuge, hvor Lone Boye fik til opgave at lave et åbent værksted - mest for børn. Det kom der idéen til pramdrageren ud af.

Siden gik Henning Gregersen fra materielgården i gang med en masse udregninger i sit badekar, før figuren blev formet i fiberbeton, og værket blev sat sammen af efterlønnere i byen.

Siden har pramdrageren sejlet i sin egen sø år efter år, og nu gør han det altså igen.