Fortsæt til indhold

Kirkeklumme: Nådegaver - et godt gammelt dansk ord

Med mange gaver er det sådan, at man forventer at få noget igen – og gerne i samme størrelsesorden

Samfund
Benjamin Würtz Rasmussen; Sognepræst i Dover-Alling-Tulstrup Pastorat

Præsteklumme Det er sådan et godt gammel dansk ord, som måske er gledet ud af det danske sprog i dag. Derfor skal ordet have opmærksomhed i de følgende spalter.

Hvis man skiller ordet ad, består det af nåde og gave. Nåde betyder på latin gratia, det er det samme som ligger i ordet gratis. Nåde er altså noget man får gratis – uden at skulle give noget igen. Sådan er det derimod ikke altid med gaver.

Med mange gaver er det sådan, at man forventer at få noget igen – og gerne i samme størrelsesorden. Så nådegaver er altså kendetegnet ved, at vi får dem, uden at skulle give noget igen. Når man slår ”nådegave” op i ordbogen, så står der også: "Det er et særligt karaktertræk eller en særlig åndsevne, som nogen er heldig at have." Man er heldig at have den, netop fordi man ikke har fået den efter fortjeneste.

Det er i bund og grund op til dig, om du vil give dit liv og dine evner videre til andre

Hér vil præstens pointe være, at du har fået dine nådegaver eller evner for at give dem videre. Men det skal præsten sådan set ikke bestemme, det er i bund og grund op til dig, om du vil give dit liv og dine evner videre til andre. Men præsten vil alligevel pointere et begreb, som han har overtaget fra sin store helt Peter Bastian: Entropi. Entropiens lov betyder, at et system der lukker sig om sig selv forfalder og degenererer, at der opstår støj og mangel på klarhed og retning.

Det lyder måske vældig langhåret, men det er det ikke

Grunden til at livet kan opretholdes på jorden er, at noget strømmer igennem os. Solens stråler strømmer igennem biosfæren. Ophører den gennemstrømning, uddør vi. Da kineserne isolerede sig fra omverdenen ved at bygge muren og afskaffe flåden, disintegrerede imperiet og degenererede i mere og mere sofistikerede og inderligt tomme og uforståelige ritualer uden overordnet sammenhængskraft.

Det lyder måske vældig langhåret, men det er det ikke. Når de nådegaver eller evner, du er blevet givet, ikke bruges - hvis du kun holder dit liv for dig selv - så kan du opleve en tyngde i tilværelsen, som i værste tilfælde kommer til udtryk som angst eller depression. Nådegavens natur er at blive givet videre.

Der er meget vi er herre over i vores liv, men der er også de områder af tilværelsen, hvor vi ikke er blevet spurgt i tilblivelsesprocessen, bl.a. i forhold til hvilke nådegaver og evner vi besidder. Lige meget hvilke evner vi måtte besidde, så har vi dem alle sammen, og dem har vi fået for at bruge dem.