Vild med vilje

Klumme For nylig var jeg ved at luge ukrudt imellem fliserne på vores terrasse. Der er rigeligt med ukrudt at tage af, og indimellem hiver jeg en lille plante ukrudt op her og en lille plante ukrudt dér – bare for at føle, at jeg ikke helt lader stå til.

Den her eftermiddag var jeg således ved at rense både fliser og samvittigheden lidt. Jeg fik fingre i en plante, der føltes lidt buskagtig. Lidt mørkegrøn og måske otte centimeter høj - den højde, jeg cirka holder ukrudt i - og pludselig duftede jeg en krydret duft, som jeg genkendte fra køkkenet.

Jeg havde fået fat på en lille timianplante, som havde sået sig selv mellem fliserne. Vi har en krukke med en gammel timian i, som jeg ikke har været god til at vande, og som jeg troede, at alt håb var ude for.

Men den gamle havde altså stadig viljekraft og tro nok på fremtiden til at så sit frø, dér mellem fliserne. Og en krydret duft af timian fyldte mine næsebor. Jeg skyndte mig at få den lille plante, som jeg havde nået at hive op, om i vores højbed, så den fik mulighed for at fortsætte sin stræben mod mere liv.

Det blev et godt billede på håbet for mig, midt i efteråret, hvor alting ellers er i forfald. Et lille, krydret mirakel mellem fliserne, som minder mig om, at der stadig er håb, og at tegnene på håb ofte udfolder sig i revnerne og sprækkerne i vores liv – trods alle odds.

Jeg blev mindet om, at jeg ikke skal luge så hårdt ud i mit livs have, at der ikke må være ukrudt og plads til mirakler. De snorlige bede og de rensede fliser og den tætslåede græsplæne vidner om kontrol og menneskets herredømme. Men hvis det kun er mig, der er i kontrol i mit livs have, så er der ikke plads til overraskelser og mirakler. Så kommer jeg til at luge håbet ud.

Der var engang en mand, der hang ud med toldere og syndere. Alle dem, som resten af samfundet gerne ville have luget ud i. Og rundt om den her mand foldede miraklerne sig ud. Magthaverne ville ikke give slip på kontrollen, så de fik ham revet op med rode.

Det var det, de troede. Men Gud besluttede at plante ham, som blev regnet for ukrudt, om i sit højbed. Og siden da har der været en krydret duft af opstandelsens liv i den her gamle verden; noget, der peger fremad, når alt andet er i forfald.

Der er et håb, der spirer frem fra alle revner og sprækker her hos os. Der er en kærlighed så stærk, at den bliver ved at så sine frø, selv når alle odds er imod.

Lad os give lidt mere slip og lade vores indre have blive vild med vilje. Må vi aldrig blive så optagede af at få luget ud og bevare kontrollen, at miraklerne ikke når at slå rod hos os. Lad os åbne alle sanser og snuse livet ind!