Både Brix og Christiansen går målrettet efter caféen i InSide
Inden 20. november skal ansøgningerne til forpagtningen af InSide være i hus. Casper Brix har meldt sig klar, mens Flemming Christiansen, efter en tænkepause, nu også melder sig på banen
Hammel Ganske snart er det frist for at lægge billet ind på den forpagtningsaftale, som Favrskov Kommune netop nu har i udbud for café, restaurant og bowling i Kulturhuset InSide i Hammel.
Helt præcist hedder fristen 20. november.
Én af dem, der med sikkerhed har ansøgt, er Casper Chebørløv Brix, som ejer Brix Catering i Hammel og er direktør i The Cantina, som er kantinen hos virksomheden TC Electronic i Lisbjerg.
"Jeg er på vej til møde i InSide, som vi taler sammen nu," siger Casper Chebørløv Brix og fortsætter:
"Nu går vi målrettet efter at få InSide!"
Da man i forsommeren kunne ansøge restauranten i InSide første gang, gav du udtryk for, at du ikke var interesseret. Hvad har ændret sig?
"Dels synes jeg, at jeg har været i en god dialog med kommunen, og jeg føler, at man har lyttet til os. Dels er der kommet en bestyrelse ind i min virksomhed, og vi er alle enige om, at der skal tænkes langsigtet. På sigt kan man lave en god forretning ud af InSide. For jeg tror ærlig talt, at det er en dyr fornøjelse at være forpagter dér lige nu, men jeg tror altså på, at det har potentiale til at blive Favrskov Kommunes førende sted for selskaber," siger Casper Chebørløv Brix, som tilføjer, at han har idéer om både forsamlingshus-stemning og desuden madskole for børn og unge.
"Det kunne jo være nogle af de unge, som går og keder sig om aftenen. Det ville være godt for alle," siger kokken og slutter:
"Endelig har så mange af mine kunder indgående opfordret mig til at søge InSide. Det er klart, at den positive snak også giver mig en ro i maven og en kæmpe motivation."
Flemming melder sig også klar
Som en midlertidig løsning er det i dag Flemming Christiansen, forpagteren af Pøt Mølle, der driver café og restaurant i InSide. Han sagde i sommer ja til at stå for stedet frem til 31. december.
Da han i første omgang talte med Lokalavisen Favrskov, havde han endnu ikke besluttet, om han ønsker at lægge billet ind på den videre forpagtning i kulturhuset. Således lød meldingen i mandags:
"Det er en svær beslutning. Jeg har ikke tjent penge i InSide endnu - der er ikke noget at lave - så som verden ser ud lige nu, er det mange penge at skulle tage med på arbejde. Så ja, jeg står lidt i et vadested, for vi ved jo ikke, hvad fremtiden bringer. Kommer corona-vaccinen om en uge eller et år?"
Efter at have sovet på det et par nætter er meldingen imidlertid ændret:
"Jeg er klar! Jeg tager kampen op," siger han med glimt i øjet.
"Efter at have sovet på det og holdt møde med personalet kan jeg jo godt se, at vi har så meget i støbeskeen i 2021, at vi godt tør satse på InSide. Jeg tror på, at det godt kan blive spændende, og hvis det så koster mig et minus det første år, så må det være sådan," siger restauratøren og fortsætter.
"Jeg har adskillige henvendelser fra firmaer om spændende ting i fremtiden. Det har jeg måttet sætte i bero, da jeg jo ikke ved, om jeg har plads til det efter 31. december," siger Flemming Christiansen, som altså, uanset hvor, har planer om at ekspandere på sin firma-frokostordning i det nye år - og det kræver mere plads, end hvad Pøt Mølle kan rumme.