Fortsæt til indhold

Den nordjyske mink-mutation spreder sig til Region Midtjylland

Søren Brostrøm understreger at borgere i regionen ikke skal frygte situationer som i Nordjylland

Samfund
Arkiv

"Det er ikke alarmerende," betryggede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på fredagens corona-pressemøde, da myndighederne oplyste at mink-mutationerne, der har lukket syv kommuner i Nordjylland helt ned, er konstateret tilstede i smittede personer i Region Midtjylland.

Pressemødet handlede mestendels om den skærpede situation i det nordjyske, som myndighederne heldigvis kunne melde nu er under kontrol, hvorfor man fra mandag lemper restriktionerne.

Men med øst-, midt- og vestjyske øjne var meldingen om mink-varianter af smitten i Midtjylland dog opsigtsvækkende, idet formuleringen lød, at der ses en begyndende stigning i andel smittede med mink-varianter.

"Det er bestemt noget, vi har meget tæt fokus på, fordi vi ser mink-varianter i Midtjylland. Men det er forventeligt, at det breder sig, og nu er vi på forkant med situationen," sagde Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

Staten Serum Institut har i forbindelse med mink-situationen haft stort fokus på såkaldte genomsekventering, der blandt andet kan afsløre, om en person er smittet mink-variation af coronasmitte. De hidtige resultater var ifølge Statens Serum Institut, at man ved 21 procent af smittetilfældene i Nordjylland, kan spore smitten tilbage til mink. Men indtil videre ser det kun ud til, at der i 0,5 procent af tilfældene er fundet Cluster 5-varianten, som myndighederne frygter kan hæmme effekten af behandling og en kommende vaccine.

Om man har fundet Cluster 5-varianten blandt smittede i Region Midtjylland, fortalte myndighederne ikke på pressemødet.

Søren Brostrøm lod dog forstå, at borgere i Region Midtjylland ikke skal frygte en nedlukning som i de syv nordjyske kommuner.

"Fordi vi slår alle mink ned og er på forkant med situationen, tror jeg ikke, vi får en situation som i Nordjylland."

Under pressemødet offentliggjorde Statens Serum Institut en nyhed på instituttets hjemmeside om udviklingen af smitte på minkfarme og blandt mennesker.

Her skriver man:

"I Region Midtjylland blev der kun (i uge 41-43, red.) meget sporadisk fundet covid-19 minkvarianter i de sekventerede prøver før uge 41. Herefter steg antallet af påviste tilfælde med minkvarianter til cirka 12 procent i uge 44."

dp