Fortsæt til indhold

Overset ulempe ved Molslinjens flytning kan gøre turen til Sjælland ekstra hård

Ugens op- og nedture rummer en opfordring til at blænde ned i Skoven og skrue op for hyggen.

Samfund
Morten Nystrup, ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser

OPTUR

Kombardo!

Omsider er Molslinjens færgeterminal flyttet til Østhavnen. For færgebrugerne er vejen til vandet blevet mindre snørklet, adgangen til motorvejen mere direkte, og så er noget af trykket taget af Nørreportkrydset, der i forvejen er hårdt belastet af letbanetogenes sneglende "fremfærd". Eneste ulempe er, at det nu er blevet en betragtelig omvej at fylde depoterne hos Havnens Perle inden "udfordringen" Sjælland.

Jul på trods

"Rør blot ikke ved min gamle jul," skrev Peter Faber i sin julesang fra 1848. Men også julen og alle dens traditioner bliver der pillet ved i år. Med en restriktionsramt hverdag er det ekstra opløftende, at eksempelvis Den Gamle By og Tivoli Friheden insisterer på højtiden. Det er bare med at komme afsted og blive mindet om, at coronakrisen nok fylder meget, men traditionerne er stærkere.

NEDTUR

Bliv hængende, Christensen

SF'eren Jan Ravn Christensen overvejer stadig, om han stiller op til kommunalvalget om et år. For den ambitiøse, der vil noget med sin politik, er byrådsarbejdet langt fra en loppetjans, og det er forståeligt, at Jan Ravn Christensen må prioritere sin tid. Men det vil være et tab for ikke bare SF, men for aarhusiansk lokalpolitik generelt, hvis han ikke bliver en del af det kommende byråd. Han har styr på argumenterne, og ikke mindst sagernes historik, og det er i den grad en mangelvare i byrådet, hvilket bliver stadig mere tydeligt.

Blænd ned

Hvad gjorde man før, den teknologiske udvikling gjorde det muligt at udstyre en pandelampe med en lysstyrke, der vil gøre Sletterhage Fyr bleg af misundelse? På denne årstid er det svært at få opfyldt kvoten af frisk luft, hvis ikke de mørke timer tages i brug, og det gør løbere, gående og cyklister med blændende lygter i et omfang og med en styrke, der er til stor gene for modgående færdsel. Skru ned for blusset og opdag, at det end ikke i skovene bliver så mørkt, at man ikke kan færdes uden udstyr, der svarer til lysanlægget på Aarhus Stadion.