Fortsæt til indhold

Faglighed og kunst på væggene på Hadsten Fri Fagskole

Hadsten Fri Fagskole har fået et nyt kunstværk, som eleverne selv har været med til at skabe med kunstnerne

Samfund
Arkiv

kunst Fredag 13. november kunne elever og lærere på Hadsten Fri Fagskole fejre det kunstværk, som de i samarbejde med kunstnerne Line Frøslev og Morten Tropp, har arbejdet på hele efteråret. Et kunstværk, som er blevet til ved hjælp af støtte fra LB Foreningen.

Projektet består af et relief samt fire billeder – et for hver af skolens retninger – hvor der er blevet arbejdet med en lang række forskellige materialer med særligt fokus på genbrug. Målet for projektet var at give eleverne et blik for, at forskellige kompetencer skal bruges for at løfte et samlet resultat.

"Jeg var så heldig, sammen med skolen og Morten Tropp, at vinde LB-foreningens store kunstsponsorat til en blivende udsmykning, der i processen involverede skolens elever. Jeg har aldrig tidligere i et udsmykningsprojekt arbejdet med inspiration fra konkret kunst, og heller ikke med hverken relief eller assemblage. Værket er på den måde kommet til at fortælle historier om fællesskab, samarbejde, forskellighed og skolens 4 linjer: Crafts, Care, Food og Game. Eleverne på de forskellige linjer har hver især arbejdet med at formidle fortællingen om deres specifikke fagområder via håndværk og kunstneriske processer," siger Line Frøslev.

Også kunstneren Morten Tropp, er begejstret for processen med eleverne.

"Her er der plads til forskellighed og være den du er. Vi arbejder med kunst uden skitse. Hvad skal jeg tegne? Det ved jeg ikke. Hvad skal jeg male? Det ved jeg ikke. Gør det alligevel. At opdage glæden ved skabende billedkunst er mit største håb for de unge mennesker på skolen. Hvad der kommer ud i den anden ende, er bare bonus," siger han.

Kunstprojektet på Hadsten Fri Fagskole er blevet til med støtte fra LB Foreningen, der hvert år donerer op til tre gange 100.000 kroner til kunstprojekter, der inddrager elever og skaber kunstnerisk og kulturel værdi. Uddelingerne er en del af LB Foreningens arbejde for at understøtte kunst og undervisning. LB Forening ejer af LB Forsikring.