Fortsæt til indhold

Legetøjsbutik er åbnet på rekordtid

Der har været masser af søde ord rettet mod Niels Peter Bækhøj-Poulsen, efter han i Lokalavisen afslørede sine legetøjs-planer i sidste uge. Nu har han allerede slået dørene op

Samfund
Christina S. Johansen

Hammel For bare en uge siden prydede Niels Peter Bækhøj-Poulsen forsiden på Lokalavisen Favrskov. Om kort tid ville han åbne stor legetøjsbutik i Hammel, fortalte han.

Og man må sige, at han rykker hurtigt. Nu er legetøjsbutikken nemlig allerede åbnet med indgang både fra Østergade og gennem Hammel Boghandel, som Niels Peter Bækhøj-Poulsen i forvejen ejer.

"Jeg ville jo gerne åbne så hurtigt som muligt for at få så meget julesalg med som muligt. Da jeg så øjnede muligheden for at åbne på black friday, hvor der i forvejen var mange folk i byen, så gjorde jeg det," forklarer bog- og legetøjshandeleren.

Masser af positivitet

Der har været masser af søde ord rettet mod Niels Peter Bækhøj-Poulsen, efter han i Lokalavisen afslørede sine legetøjs-planer.

"Det har kun været positivt. Folk siger, at det er dejligt, lokalet ikke længere skal stå tomt, og at det er dejligt, at man ikke skal ind til Aarhus for at kunne købe mærkevare-legetøj," siger han.

Nu håber han, at kunderne tager godt i mod butikken, og han er fuld af positivitet:

"Jeg drømmer om, at Hammel igen kan blive en by, som tiltrækker handlende langt fra. Og jeg tror på, at det at SuperBrugsen er blevet større, kan være med til at trække flere folk til. Jeg tror også på, at centret er fyldt inden for et år. Der er en stemning af, at man tør prøve noget i byen i øjeblikket," siger han.

En gammel drøm

Drømmen om mere legetøj har faktisk været hos Niels Peter Bækhøj-Poulsen, siden han overtog boghandleren i 2015.

"Det var ikke så længe siden, at Mariehønen lukkede, og jeg så et hul og et potentiale, så det gik jeg efter," forklarer han.

Derfor kom der en hel del mere legetøj ind i butikken, men forretningen har nu engang den størrelse, som den har, så de fysiske rammer lagde en naturlig dæmper på udvalget.

Da boghandleren skiftede fra Bøger og Papir til Bog&idé-kæden i 2017 blev mængden af legetøjet endnu mere begrænset, da det øvrige udvalg fyldte for meget.

"Det var en medvirkende faktor til, at jeg i januar skiftede over til Kon-Tur. Her kan jeg selv vælge, hvor mit fokus skal være. Og jeg vil altså gerne mere legetøj," siger Niels Peter Bækhøj-Poulsen.

Så ville skæbnen, at han pludselig fik mulighed for at købe noget inventar billigt - fra Danmarks ældste legetøjsbutik, Geppels. Samtidig med at hans lager var proppet med legetøj, OG Skoringen flyttede ud af nabo-lokalerne.

Bum, så lå beslutningen lige for.