Plejehjemsbeboere flytter ind i Generationernes Hus
Beboerne flytter ind i generationshus på havnen
Om et par dage flytter de ældre fra plejehjemmet Møllestien ind i Generationernes Hus på Aarhus Ø. Plejehjemmet bliver lukket ned for at blive renoveret, og 22 plejehjemsbeboere har alle sagt ja til en bolig i det nybyggede Generations Hus, der har fællesskaber øverst på dagsordenen.
“Generationernes Hus giver fantastiske muligheder for at skabe fællesskaber og relationer på tværs af forskellige mennesker. Det kunne være en 'Vild med dans' aften i multisalen, hvor det store lærred kørers ned, og man både ser tv og danser med selv. Unge som ældre. Corona restriktionerne lige nu er udfordrende, men vi skal fokusere på 'hvad kan vi så' fremfor de ting, vi ikke kan. Vi skal som kommune, ledere og medarbejdere finde ud af, hvordan vi kan understøtte husets beboere i at skabe nye og unikke fællesskaber,” siger Pernille Scherling Frisch, Sundhedsfaglig leder i Generationernes Hus, i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
Generationernes Hus er allerede godt i gang. I oktober flyttede de første 40 unge ind i ungdomsboliger, og 1. november åbnede husets integrerede daginstitution.
Frem mod nytår flytter børnefamilier, mennesker med handicap og flere ældre ind. Nogle af ældreboligerne er allerede taget i brug - blandt andet er 89-årige Børge Mikkelsen og hans kone flyttet ind.
“Da min kone og jeg fik bevilliget en ældrebolig, var der kun et sted, vi havde i tankerne: Generationernes Hus. Vi er i slut- 80'erne, og det er som om, vi har fået et nyt liv her. Jeg har sejlet siden 1940'erne, og nu er jeg på havnen igen. Det er som at komme hjem. Vi glæder os til at være en del af fællesskabet både her i huset og med naboerne,” siger Børge Mikkelsen.
jr