Fortsæt til indhold

Undgår man smitte, hvis man venter på en pakke?

Her er den seneste uges op- og nedture i Aarhus.

Samfund
Morten Nystrup, ansv. chefredaktør

OPTUR

Handlens helte

I forvejen undervurderes butikspersonalet, hvad enten de sidder ved kassen eller på anden måde ekspederer i en forretning. Men i disse dage med højt smittetryk og forhåbentlig juletravlt i butikkerne, er der ekstra grund til at hylde detailhandlens helte. Hver dag står de ansigt til ansigt med hundredvis af mennesker. De skal håndtere varer, lægge øre til brok af enhver art og samtidig holde sig selv og sin familie raske, for opfyldning af hylder og personlig service lader sig ikke gøre fra en hjemmearbejdsplads. Langt de fleste gør det utrætteligt med service og et stort smil bag mundbindet eller visiret, mens mange af os andre kan krybe trygt tilbage i vores huler.

Positiv p-vagt

Parkeringsvagter må høre til den mest udskældte faggruppe, og derfor kunne jeg også mærke irritationen stige kraftigt, da en repræsentant fra standen forleden bankede på sideruden – allerede på vej ind på parkeringspladsen ved Veri Center. ”Der er en bedre parkeringsplads lidt længere fremme. Skal jeg gå over og holde den til dig,” lød den opsigtsvækkende melding fra den private vagt. Storslået.

NEDTUR

Kampen på Fedet

Efter fire år skulle byrådet i denne uge endelig tage stilling til planerne om at renovere et Hack Kampmann-hus og opføre en villa på en stor og omdiskuteret grund ved Risskov Strandpark. Meget tyder på, at et flertal af byrådet ville stemme nej til projektet, men nu behøver politikerne angiveligt ikke længere at skulle forholde sig til sagen. Bygherre Martin Busk har aflyst byggeplanerne, afslører han overfor avisen, hvor han ikke lægger skjul på, at virakken har påvirket ham – og hans lyst til i fremtiden at bo på Risskovs mest omtalte stykke jord. Byggeplanerne har skabt splittelse i ikke bare byrådet, men også blandt borgere på Fedet i Risskov, hvoraf flere har reageret kraftigt. Forløbet har på mange måder været uskønt, og selvom byggeriet sikkert ville blive flot, vil det være funderet på ballade. Tilbage står en grund og en Kampmann-bygning ramt af stilstand, og flere byrådspolitikere fremstår heller ikke kønnere efter sagen.

Pakkekø

Sovset ind i hjemmebag og julehygge opfordrer Mette Frederiksen os bl.a. til at købe julegaverne på nettet. Det skulle nedbringe smitterisikoen lyder argumentet, hvis evt. rest af logik forsvinder, når man sammen med masser af andre henter sin pakke i en lille kiosk tynget af pladsmangel, stram stemning og selvmuterende pakkebjerge. Mens kioskpersonalet segner i takt med kundernes tålmodighed, risikerer en stor del af gavebudgettet at havne hos udenlandske onlinetjenester. Hvis vi vil vores lokalsamfund, skal vi med glæde, sindsro og omtanke handle hos de butikker, der er med til at skabe og udvikle vores byer. Gennem dette corona-år har de forretningsdrivende med imponerende frekvens og hast, tilpasset sig en strøm af nye restriktioner. Butikkerne skal balancere hensynet til salget med hensynet til kundernes sundhed og myndighedernes regler. Mange steder sker det betryggende flot.