Fortsæt til indhold

Her blev 1.000 personer testet i går - der er plads til mange flere

Du kan blive hurtigtestet uden tidsbestilling i Bellevuehallen i Risskov

Samfund
Jeppe Rafn

Det nye testcenter i Bellevuehallen i Risskov, som bliver drevet af CareLink for Region Midtjylland, kan teste op mod 3.000 personer om dagen for covid-19.

"Vi har 10 spor, det vil sige 10 sygeplejersker, der tilsammen kan pode 200-250 personer i timen," forklarer CareLinks direktør Brian Rosenberg.

Testcentret er endnu helt på fuldt blus, men direktøren forventer fra i eftermiddag, at alle 10 spor er i gang.

CareLink har indrettet slangekøer med afstandsmåling, og ansatte går rundt og sikrer, folk holder afstand til hinanden, så de ikke ender med at smitte hinanden, når de står i kø for at blive testet for coronavirus.

"Folk er faktisk rigtig gode til selv at holde afstand, men køen bliver jo lidt lang, så alle kan ikke stå i hallen samtidig. Der er lidt kø udenfor, men vi har kunnet holde ventetiden på cirka en time, når der har været mest tryk på," fortæller Brian Rosenberg.

Der er ingen tidsbestilling, og det er gratis at blive testet i Bellevuehallen, hvor der onsdag morgen næsten ingen mennesker var. Det ændrede sig, da der begyndte at blive skrevet i medierne om det nye tilbud, og i går torsdag blev der testet næsten 1.000 personer i hallen. Cirka 20 af dem var positive, oplyser direktøren.

"Folk venter og får mundtligt svar efter cirka 10 minutter og instrukser om at søge læge og gå i selvisolation med videre, hvis de er positive."

Næsepodning

Carelin anvender næsepodning for at teste, om man er smittet med covid-19. Den anvendte antigentest/hurtigtest hedder biosynex og benyttes blandt andet i Frankrig af offentlige institutioner og apoteker.

Testen kan ikke vise falsk positiv, og den nyeste variant af biosynex-testen er over 97 procent sikker på negative svar, oplyser CareLink.

Den såkaldte PCR-test, hvor man bliver podet i halsen, som de offentlige teststeder benytter, er lidt mere præcis med over 98 procent sikkerhed i forhold til at give et korrekt negativt svar.

"PCR-testen er en lille smule mere sikker, men vores test er også relativ sikker," siger Brian Rosenberg.

CareLinks direktør påpeger desuden, at man skal være opmærksom på, at en næsepodningstest ikke kan bruges til et covid-19 pas, så hvis man skal ud at rejse, kræver det en PCR-test i det offentlige.

Testcentret i Risskov er foreløbig åbent indtil 3. januar. Om det fortsætter derefter, er uvist.

Teststeder i Aarhus

Regionerne har indgået aftale med fire private leverandører, der i alt kan hurtigteste 100.000 danskere i døgnet. I Aarhus Kommune kan man udover hos CareLink i Risskov blive hurtigtestet uden tidsbestilling hos Falck på Trindsøvej i Aarhus C og ved Aarhus Firma Sport på Paludan-Müllers Vej i Aarhus N.

Hvis du vil PCR-testes ved et af de offentlige teststeder, skal du bestille tid. Der er fem teststeder i Aarhus Kommune: Testcenter Aarhus ved AUH, Vibyhallen, Søauditoriet ved Aarhus Universitet, Nordgaardhallen i Brabrand og Vejlby-Risskov Hallen i Risskov.